| |
| |
Images Ugenyhedsbrev - nr 1
|
NYHEDSBREV FRA CKU, uge 31
Fredag den 4. august 2006
Sendt til 2.379 abonnenter
Om kun otte dage åbner
ÅRETS KULTURBEGIVENHED
Én festival, seks uger og mere end 400 kunstnere og intellektuelle fra mere end 15 forskellige lande. Dét er:
IMAGES OF THE MIDDLE EAST
Fra 12. august til 20. september præsenterer forfattere, musikere, dansere, skuespillere, fotografer, billedkunstnere og intellektuelle fra hele den mellemøstlige region deres moderne kulturer på den landsdækkende danske festival om identitet under forandring.
København, Odense, Århus, Helsingør / Helsingborg, Hillerød, Roskilde, Ringsted, Vordingborg og Skive er byerne, der lægger scene til det omfattende program, der søger at styrke dialogen og den interkulturelle forståelse mellem Danmark og Mellemøsten.
DEN STORE ÅBNING
Images of the Middle East festivalen åbner den 12. august kl. 20.30 – 24.00 på den nye promenade ved Amager Strandpark i København.
Programmet er:
20.30 – 21.30: På aftenpromenaden passerer man 20 lyd installationer med alverdens lyde fra storbyerne og ørkenen, tv og radio, gademylder og markeder, bryllupper og fester, fra de største musikere til næsten glemte stemmer og ikke mindst fra de mere meditative stunder.
21.30 – 22.30: Når tusmørket sænker sig, kan man med solnedgangen i baggrunden skue ud over havet, når der blændes op for den egyptiske fotograf Lara Baladis flydende skærme, der hæver sig over vandoverfladen med billeder fra hendes rejser i Mellemøsten.
22.30 – 24.00: Aftenen slutter med tyrkiske og egyptiske DJs og musikere, der langs stranden introducerer Mellemøstens vibrerende musikscene og giver smagsprøver på nogle af festivalens cirka 75 koncerter.
Bemærk: Stranden er lukket hele dagen, og der er kun adgang til promenaden fra Amager Strandvej fra kl. 20.00.
Arrangementet er gratis.
Arrangør: KIT i samarbejde med CKU, Danmarks Radio og Amager Strandpark I/S
ÅBNINGSKONFERENCEN
Konferencen VIEWS FROM THE MIDDLE EAST præsenterer et kalejdoskop af mellemøstlige identiteter i performances og oplæg. Det sker allerede den 11. august kl. 9.00-16.30 på Nationalmuseet.
VIEWS FROM THE MIDDLE EAST tematiserer identitet, køn, rum og generationer. Og oplæg og performances veksler med diskussion med publikum.
I kunsten bliver der leget med identitet. I det kunstneriske udtryk kan man fange det nye, der er på vej, afprøve nye identiteter eller undersøge de identiteter, som provokerer. Man kan også udpege de rammer, som føles begrænsende for at udfolde sin identitet. Eller udpege det fællesskab, man føler ved at skabe kollektive identiteter. Gennem kunstnernes fortolkninger af identitet kan man få indsigt i brydninger, håb, konflikter, drømme og kampe i det daglige liv i Mellemøsten.
Mød blandt andre Salwa Bakr, Lina Khatib, Kinda Nassli og Farid Ramadan. Martin Breum fra DR2 styrer konferencen, der finder sted i Nationalmuseets Festsal i København den 11. august kl. 9-17.
Tilmelding på www.views.images.dk.
Kontaktperson: Anne M Rasmussen, 33179713.
DEN FØRSTE FESTIVAL-UGE - MUSIK, DANS OG TEATER
Allerede i løbet af den første uge vil man få mulighed for at stifte bekendtskab med nogle af de største arabiske stjerner inden for musik, teater og dans. Af højdepunkter fra programmet kan, ifølge Københavns Internationale Teater, som arrangerer denne del af festivalens program, nævnes:
ÅBNINGSKONCERT MED CHEB MAMI
i Vega den 12. august kl. 21.00. I Vesten har vi David Bowie og Bono. I Mellemøsten har de Cheb Mami. Den verdenskendte sanger og hans 12 mands orkester fra Algeriet åbner ballet i København med en skønsom blanding af traditionelle maghrebinske vokalfraseringer, 80’er-keyboards, groovy basslinjer og tekster om kærlighed, fest, druk og tragedier, der har vakt begejstring over hele verden og placeret ham som en af den arabiske verdens absolutte superstjerner.
ÅBNINGSFORESTILLING MED ZIYA AZAZI "DERVISH"
på Dansescenen den 13. og 14. august kl. 19.30 og 15. august kl. 21.00. Den tyrkiske danser Ziya Azazis soloforestilling, der med hypnotisk kraft og forførende æstetik fusionerer traditionel sufi med moderne koreografi i et ekspressivt, næsten akrobatisk kropssprog. Azazis forbilledlige sans for det spektakulære og visuelt dragende har forvandlet et spirituelt ritual til fremragende scenekunst.
THE WHIRLING DERVISHES OF DAMASCUS
WITH SHEIKH HAMZA CHAKOUR & THE AL-KINDI ENSEMBLE
på Kaleidoskop K2 de 15. og 16. august kl. 19.30. Chakour er en af de fornemste fortolkere af den 400 år gamle sufi-musik. Med sublim, dyb og perfekt afrundet stemme åbner han for en guldgrube af komplekse og raffinerede musiktraditioner. Akkompagneret af Al-Kindis virtuose instrumentalister og dervish dansere fra Damaskus opbygger han en åndfuld og tidløs stemning.
JAZZ I VERDENSKLASSE, ANOUAR BRAHEM
i Copenhagen Jazzhouse den 17. august kl. 20.30. Tunesiske Anouar Brahem har med det klassiske Oud-instrument sat nye standarder for jazzen. Han har med stor succes forenet den arabiske musik med moderne jazz og bl.a. arbejdet sammen med navne som Jan Garbarek og Dave Holland.
5. SOKAK TIYATROSU, "ASHURA"
på Dansescenen den 17. og 18. august kl. 20.00. En stærk visuel og musikalsk forestilling, der fører os igennem det 20. århundredes Tyrkiet og beretter om immigranternes personlige historie og skæbne – om identitet, længsel og sammenstød mellem Tyrkiets mange befolkningsgrupper. Sprog, religioner og kulturer tørner sammen i et virvar af folkesange, vuggeviser, klage og jubelsange sunget på tyrkisk, arabisk, hebraisk, kurdisk zaza og syrisk.
KIT præsenterer programmet for hele festivalens seks uger med dans, teater, ny cirkus og musik fra Mellemøsten i et 18-siders programkatalog.
For yderligere information om musik, dans og teater under Images of the Middle East, se www.kit.dk eller kontakt Annette Max Hansen, 33151564.
RADIOPROGRAM OM FESTIVALENS MUSIK
Tidsskriftet Djembe udgiver i samarbejde med Københavns Internationale Teater en CD med musik af 17 af de kunstnere, som optræder på Images of the Middle East festivalen. CDen indgår i det nye nummer, der kommer på gaden den 8. august. Men allerede nu kan man lytte til musikken i et online-radioprogram, der fører lytteren igennem et hav af Mellemøstens musikalske genrer og udtryksformer – fra croonende raï-musik, cool trip hop og electronica til tilbagelænet jazz og dyster dødsmetal.
Mikkel Hornnes og Mik Aidt, henholdsvis Djembes musikredaktør og chefredaktør, fører lytteren igennem musikken på denne radioudsendelse, der præsenterer cirka halvdelen af festivalens musiknavne. Se www.djembe.dk/no/57/imagesofthemiddleeast/cd.html
NATFILMS PROGRAMKATALOG OM FESTIVALENS FILM
Natfilm Festivalen præsenterer Images of the Middle East festivalens program om film. Programkataloget udkommer i denne uge. Læs mere om filmprogrammet på Natfilms website: www.natfilm.dk ved klik på Images-logoet.
ANDRE PROGRAMMER, DIALOGER OG KONFERENCER
Images of the Middle East består ikke kun af dans, teater, musik og film, men også af ord som udtrykkes i konferencer, seminarer, debatter og dialoger. En stor del af disse arrangementer er på forskellig vis forbundet med det kunstneriske program. Alle arrangementer er offentlige og de fleste er gratis. Læs om alle konferencerne på www.images.org.
Af de mange konferencer kan blandt andet nævnes:
TAKING PLACE…, der finder sted i Charlottenborg Udstillingsbygning i København den 18. august kl. 10.00-15.30.
Tilmelding hos christa.
NYE BILLEDER AF MELLEMØSTEN – KØN I FORANDRING, der finder sted i Den Sorte Diamant i København den 2. september kl. 10.00-17.00.
Tilmelding på www.kvinfo.dk.
Af de mange seminarer kan blandt andet nævnes:
Seminaret FILMEN I MELLEMØSTEN - om hvordan filmkunstnere i Mellemøsten vælger at udtrykke sig og hvorfor. Cinemateket i København præsenterer filmskabere og filmforskere fra Mellemøsten den 19. august kl. 14-19.
Tilmelding senest 18. august på tlf. 33743412.
ARABISK SAMTIDSFOTOGRAFI med den egyptiske fotograf Rana El Nemr og den dansk-libanesiske kurator og kunstner Khaled Ramadan. Seminaret finder sted på Galleri Image i Århus den 2. september kl. 14-17.
Tilmelding hos Galleri Image.
DIALOGSEMINAR OM VOLD MOD KVINDER er en erfaringsudveksling af midler, metoder og strategier i bekæmpelse af mænds vold mod kvinder. Seminaret finder sted på PH-caféen på Halmtorvet i København den 4. september kl. 14-19.
Tilmelding på email eller 33128087.
CONNECTING EUROPE AND THE MIDDLE EAST - som finder sted på Institut for Antropologi på Københavns Universitet den 13-15. september.
Tilmelding på email.
Af andre dialogarrangementer skal EN VERDEN UDENFOR – DIALOG I BØRNEHØJDE nævnes. Red Barnet arrangerer en fotoudstilling baseret på et samarbejde mellem 6. klasser i Danmark, Irakisk Kurdistan og Libanon. Børnenes hverdag repræsenteres gennem billeder og breve. Arrangementet består af spændende historier fortalt af børn med fokus på hverdag, familieliv og venskab. Der er fernisering på udstillingen den 11. august kl. 17 i Huset i Magstræde, København. Udstillingen vises endvidere i en række andre byer.
Af andre arrangementer kan nævnes:
CROSSING BORDERS OPEN DAY på Den Internationale Højskole i Helsingør den 20. august kl. 12-17 og COMTEMPORARY DRAWINGS, en dialog mellem kunstnere fra Danmark og Mellemøsten på Det Fynske Kunstakademi i Odense den 22, 23 og 25. august. Læs mere på www.detfynskekunstakademi.dk
Læs videre om festivalens off-program på
www.info.images.dk/images/iome.nsf/doc/offprog?OpenDocument
MEET THE ARTIST
I forbindelse med en lang række teater- musik- og danseforestillinger vil der være nogle såkaldte Meet-the-Artist-arrangementer, som giver publikum mulighed for at møde og tale med de forskellige mellemøstlige kunstnere i et uformelt forum. Blandt andet kan følgende nævnes:
5. SOKAK TIYATROSU, et tyrkisk teater om den gradvise ensretning af den tyrkiske befolkning og deres kulturer. Moderator Jørgen Bæk Simonsen på Dansescenen i København den 18. august kl. 20.00.
PALESTINIAN NATIONAL THEATRE, det palæstinensiske teater i en selvbiografisk forestilling om digteren Mahmoud Darwish. Moderator Michael Irving Jensen i Dunkers Kulturhus i Helsingør den 6. september kl. 19.30, og K2 i København den 11. september kl. 20.00.
UNDERVISNINGSPROGRAMMET LEARNING. De to undervisningssites www.middleeast.dk og www.maghreb.dk er åbnet og klar til brug.
VIDEO CLIP CUP laves i år i samarbejde med IoME den 15.-17. august og er en spændende udfordring for alle, som har lyst til at lave deres egen kortfilm. På to døgn skal hver deltager skrive, filme, klippe og mixe en kortfilm baseret på et tema, som først afsløres ved konkurrencens start. De tre bedste film belønnes med arbejdslegater til en værdi af hver 50.000 kr. til produktion af film på Det Danske Videoværksted. Vinderfilmen får desuden 1.000 Euro. Alle færdiggjorte Video Clip Cup film vil blive vist på Odense Filmfestival den 19. august kl. 15.00 i Café Biografen. Læs mere på www.filmfestival.dk og meld dig til på filmfestival@odense.dk
PROGRAM SOM HELHED UDE PÅ WWW.IMAGES.ORG
Programdatabasen med kalenderfunktionen for alle events er den 2. august blevet offentliggjort på www.images.org.
Finder du mangler, indtastningsfejl og lignende i kalenderen, så kontakt da venligst Kontaktpersoner: Alice Riis Bach, tlf. 33179703 eller Helle Gudio Nielsen, tlf 33179709.
12 SIDERS PROGRAMAVIS I METROXPRESS
Fredag den 11. august er der et 12 siders indstik i MetroXpress om Images of the Middle East. Indstikket handler primært om kulturdelen af programmet - det vil sige den mere publikumsvenlige del. Indstikket vil rumme en introduktion til de enkelte kunstretninger og fremhæve highlights indenfor disse. Men de 12 sider vil også bringe programmer i uddrag og informere om, hvordan man skaffer sig yderligere information, billetter, etc.
Kontaktperson: Ivan Rod.
ANNONCER I ANDRE AVISER, PLAKATER OG MEGAPRINTS
Udover annoncering i MetroXpress indrykker Images of the Middle East i den kommende tid annoncer i Politiken, Information, Weekendavisen, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og flere andre printmedier.
Flere hundrede A1 plakater er i de sidste par uger blevet klæbet op i København og i den kommende uge sættes der omkring 250 meget store plakater op bag glas i busstoppestederne i København.
Megaprints vil fra 12. august præge en række facader i København, herunder Udenrigsministeriets og rådhusets facade og fra på tirsdag den 8. august også facaden på CKUs kontor på Nytorv.
SITUATIONEN I LIBANON
Københavns Internationale Teater har onsdag i denne uge udsendt følgende pressemeddelelse om kulturfestivalen og situationen i Mellemøsten:
"Mens situationen i Mellemøsten dag for dag ser mere og mere kritisk ud, er der mange, der spørger til, hvordan det påvirker de kunstnere, der er inviteret til Images of the Middle East. Den korte besked fra Københavns Internationale Teaters side er indtil videre, at alle kunstnere kommer som planlagt. Men naturligvis påvirker det de deltagende kunstnere, og det positive budskab er, at de bakker op og føler, det er vigtigere end nogensinde at vise, at Mellemøsten er andet og mere end daglig krig, død og ødelæggelse.
Selv om Israels opgør med Hizbollah slår slagskygger ind over hele det arabiske kontinent, opretholder alle festivalens kunstnere håbet om og troen på, at de kan nå frem til Danmark og deltage i den landsdækkende kulturfestival Images of the Middle East, der løber fra den 12. august til den 20. september.
Alle bakker op om festivalen, og flere finder det trist, at deres rige kultur endnu engang trænges i baggrunden til fordel for nyhedernes daglige billedstrøm af krigens grusomheder.
En af de kunstnere, der i disse dage oplever krigen på nærmeste hold, er den libanesiske instruktør Karim Dakroub. Om blot et par uger skal han og hans sprudlende Lebanese Puppet Theatre optræde over hele det danske sommerland, men lige nu handler hverdagen om alt andet end dansk hygge og idyl.
"I krigens første uge troede jeg ikke, det ville være muligt at deltage i festivalen," fortæller Dakroub fra sit hjem i Beirut. "Men for et par dage siden besluttede jeg mig for at sætte alle kræfter ind på at deltage i Images of the Middle East, fordi det er blevet mig magtpåliggende at præsentere et smukt og fredeligt billede af vores sørgelige Mellemøsten."
Dakroub er også tilknyttet kunstnerkollektivet SHAMS Arts Collective, der ligger i det sydlige Beirut, og som nu fungerer som et frivilligt asylcenter for folk, der er blevet drevet på flugt af krigen. SHAMS har til hensigt at etablere et asyl for flygtninge, der hverken er sekterisk eller ideologisk orienteret.
Forsanger Elias Abboud fra det libanesiske metalband Oath To Vanquish, der blandt andet skal spille på Ungdomshuset i København den 30. august, nægter at lade sig kue af de trøstesløse omstændigheder. Skønt han selv beskriver den nuværende situation i sit hjemland som "sindssyg, hæslig og nedværdigende i enhver forstand", vil han og hans bandfæller ikke tillade noget at stå i vejen for deres tur til vores breddegrader: "Hvis skaderne på vores lufthavn endnu ikke er blevet repareret, når luftblokaden ophæves, må vi tage færgen til Cypern og derfra flyve videre til festivalen i København. Vi er fast besluttede på at nå frem!"
Den egyptiske fotograf Lara Baladi er også påvirket af situationen i regionen. Hendes bidrag til festivalens store åbningsfest den 12. august på Amager Strandpark vil derfor også afspejle de seneste ugers begivenheder. Mens tusmørket sænker sig over havet, vil Baladis flydende foto-installationer hæve sig op fra vandoverfladen og stille skarpt på den brogede vifte af historier – både de smukke og de tragiske - der har præget Mellemøsten de sidste mange år."
NYHEDER FRA FESTIVALEN
Hold øje med nyhederne i Images of the Middle East på websitet nyhedsside, der opdateres løbende:
www.info.images.dk/images/iome.nsf/doc/nyheder?OpenDocument
OM DETTE NYHEDSBREV
Images festivalens ugenyhedsbrev udsendes hver fredag under Images of the Middle East festivalen.
Det redigeres og udsendes fra CKU. Kontaktperson Ivan Rod.
Hvis du vil tilmeldes mailinglisten, så klik på linket "Nyhedsbrev" i spalten til højre på denne side.
Hvis du vil afmeldes mailinglisten, eller har kendskab til en person, som skal tilmeldes, så henvend dig til: info@dccd.dk.
-----------------------------------------------------
[END]
|
|