| |
| |
Østlig åbenhed, vestlig skepsis - tyrkiske holdninger til EU-medlemskab
|
Foto:Larissa Sansour
| Hvor findes den største EU skepsis i Tyrkiet? At dømme efter udsagn på en række EU-relaterede seminarer i Tyrkiet, er skepsissen faktisk større i den vestlige del. Den del anser vi i Danmark ellers for mere vendt mod Europa. Det vidner om, at kultur og identitet i Tyrkiet ikke bare kan forstås med reference til eksistensen af en (mellem)østlig og en vest-vendt, europæiseret del. |
Af Daniella Kuzmanovic
Jeg er til heldagsseminar med 15 civilsamfundsaktivister i en større by i det vestlige Tyrkiet. Seminaret er led i et projekt, der skal etablere netværk mellem lokale civilsamfundsorganisationer og europæiske lobbyister. Men formålet er også at give aktivisterne mulighed for at diskutere spørgsmålet om tyrkisk EU medlemskab.
Bølgerne går højt denne formiddag. Faktisk så højt at ordstyreren vælger at afbryde den højlydte debat efter en times tid og gå videre til et ’mere neutralt’ punkt på dagsordenen. ’Ellers havde der slet ikke været noget program efter frokost,’ forklarede hun mig senere. Hun havde faktisk forventet en særdeles livlig debat: ’Der er jo så mange EU modstandere herude vestpå.’
Mistro til omverdenen
Diskussionen var domineret af EU skeptikere. ’Hvad kan de europæiske lobbyister gøre for os?’ spurgte flere. Det konkrete spørgsmål blev dog hurtigt omformet til et bredere, der gik på hvad EU generelt kunne gøre for tyrkerne?
Når tyrkere stiller et sådant spørgsmål vidner det om, hvor dyb mistroen og mistilliden til EU og vestlige lande som sådan er i Tyrkiet. Den manglende tillid har historiske årsager. Tyrkerne forklarer det især med reference til begivenhederne under og efter 1. Verdenskrig. Her søgte de vindende europæiske magter, i tyrkernes øjne, at dele de tidligere osmanniske territorier mellem sig og dermed ’snyde’ de nye magthavere i området, de tyrkiske nationalister, for den uafhængige nation de retmæssigt tilkæmpede sig.
For tyrkerne står den første fredstraktat efter 1. Verdenskrig, Sevres-traktaten (1920) der aldrig kunne ratificeres, som symbol på europæernes magtspil og bedrag. Det er i dag stadig med reference til den, mange tyrkere forklarer hvorfor tyrkerne i bund og grund ikke kan stole på nogen anden end tyrken selv. Og når EU stiller urimelige krav til Tyrkiet, genkalder tyrkerne sig også Sevres-traktatens snævre bånd, der i realiteten ville have undergravet tyrkisk selvstændighed.
Mistro og EU omfavnelse
Mistroen til omverdenen kom blandt seminardeltagerne ikke mindst til udtryk i en frygt for en deling af landet. ’Vent og se, europæerne vil helt sikkert tvinge os til at give land til en kurdisk stat’ sagde én direkte. Stemningen var spændt. De to tilstedeværende aktivister med kurdisk baggrund forhold sig tavse.
Kurderspørgsmålet, altså spørgsmålet om rettigheder til det kurdiske etniske mindretal der udgør omkring 10% af befolkningen i Tyrkiet, er et af omdrejningspunkterne i den tyrkiske EU-debat. Det kommer primært til udtryk gennem en frygt for, at EU skal gennemtvinge en eventuel deling af Tyrkiet til fordel for en kurdisk stat, sådan som det faktisk engang var lagt op til i Sevres-traktaten. For tyrkerne er decideret afgivelse af land utænkeligt, men en reel frygt for flertallet.
Under kurderspørgsmålet ligger et mere generelt spørgsmålet om national selvbestemmelsesret vis a vis omverdenen. Tanken om at skulle opgive retten til selv at kunne træffe beslutninger af national vigtighed med udgangspunkt i en national dagsorden er utænkelig for de fleste tyrkere. Reelt set har Tyrkiet ikke en sådan udstrakt grad af autonomi i dag. Men tyrkerne tænker og handler på baggrund af forestillingen om, at den i høj grad stadig er intakt. Det gør de, selvom flertallet egentlig godt er klar over, at autonomi er en illusion ikke mindst i forhold til EU, og at de må opgive en grad af den. Flertallet af tyrkere anerkender dog samtidig, at EU trods truslen mod selvbestemmelsesretten, er af det gode. Ideelt set ville de dog helst, at Tyrkiet og tyrkerne kunne løse landets politiske, økonomiske og sociale problemer selv uden den problematiske udenlandske indblanding. ’Men desværre…’ lyder det ofte efterfulgt at et opgivende skuldertræk.
EU og udvikling
Få dage tidligere havde jeg deltaget i samme seminar i det østlige Tyrkiet. Her havde stemningen været en helt anden end i Vesttyrkiet. Ikke fordi vi nu befandt os i en kurdisk-domineret provins. Snarere fordi vi nu befandt os i en økonomisk underudviklet del af landet, hvor praksis frem for ideologiske hensyn er i højsædet. De omkring 10 tilstedeværende aktivister var først og fremmest nysgerrige på, hvad netværkskobling til europæiske lobbyister konkret kunne bruges til i forhold til at få del af EUs udviklingsfonde.
Manglen på viden om EU generelt og ønsket om hjælp til praktiske EU relaterede anliggender, der kan knytte bånd mellem lokale civilsamfundsorganisationer og EU, såsom udarbejdelse af projektansøgninger, er enormt i Tyrkiet. Det kommer dog særligt stærkt til udtryk i den østlige del af landet, hvor behovet for social og økonomisk udvikling er størst men tilstrømningen af nationale offentlige og private økonomiske midler begrænset. For aktivisterne på disse kanter er EU en kærkommen mulighed for at realisere ideer om forbedringer af økonomiske, sociale og politiske vilkår.
Tyrkisk nationalisme og EU
Det billede som tegnes af Tyrkiet på vore kanter er ofte et billede af et tvedelt land, splittet mellem det vestlige, moderne Tyrkiet og den (mellem)østlige traditionelle, konservative del. I den forbindelse er der opstået en udbredt opfattelse af, at folk i det vestlige Tyrkiet generelt er EU-tilhængere og åbne over for omverdenen, mens folk i øst, under indflydelse af traditionelle normer og Islam, har blikket vendt i en anden retning. Den form for simpel logik holder, som eksemplerne fra diskussionerne på de to seminarer i henholdsvis Vest- og Østtyrkiet indikerer, ikke stik.
I stedet er det vigtigt at gøre sig bevidst, at den afgørende dimension i den tyrkiske EU debat er tyrkisk nationalistisk ideologi. Og i nationalistisk henseende er det vestlige Tyrkiet hjerteland. Tyrkernes mistro til EU og samtidige EU-positivisme udtrykker ganske godt det dilemma tyrkerne står i: EU-medlemskab er vigtigt for nationen, idet det endegyldigt blåstempler tyrkerne og Tyrkiet som tilhørende de civiliserede, moderne, vestlige nationer; men EU medlemskab er samtidig farlig for den tyrkiske nation, fordi tyrkerne ikke længere selv kan bestemme, hvad vej de skal gå.
|
|
|