| |
| |
Syrisk filmkunst - paradoksernes parade
|
Fra filmen 'The Night', af Mohammad Malas
| Til trods for at syrisk film ikke er særlig udbredt, er det alligevel meget slagkraftigt, når det gælder kunstnerisk-politiske ytringer i dagens Syrien. Her er et udpluk af Rasha Saltis artikel 'Kritiske statsborgere. Nogle markante paradokser i den syriske filmkunst og filmkultur' fra filmtidsskriftet Kosmorama |
Af Rasha Saltis - et uddrag
Syrisk film er ikke særlig udbredt, men filmen er alligevel det mest slagkraftige kulturelle område, når det gælder kunstnerisk-politiske ytringer i dagens Syrien. Ganske bemærkelsesværdigt er det lykkedes de syriske instruktører at skabe en uafhængig og ofte kritisk filmkunst – finansieret af en kraftfuld étparti-stat, der ellers typisk søger at holde officielle dogmer i hævd. Vi taler her om en statsstøttet filmkunst, som ligger så fjernt fra statspropaganda, man kan komme.
Bureaukrati og censur
Siden sin oprettelse har Den Nationale Filmorganisation i Syrien haft beskedne ressourcer og ikke kunnet producere mere end et par spillefilm om året foruden et par kortfilm (fiktion og dokumentar). Samtidig sinkes filmproduktionen ofte af besværlige, trættende og somme tider ødelæggende bureaukratiske procedurer. Instruktører jamrer over, at de føler sig som gidsler i et system, der giver dem økonomisk og social sikkerhed, men tapper dem for kreativ energi og ubarmhjertigt holder opsyn med deres håndværk og kunst.
De fleste af de røde streger, som censorerne trækker, er tydelige for instruktørerne. Udfordringen for dem har altid været at operere ved hjælp af forklædninger, kneb, allegorier og symboler for at få fortalt deres historie.
Og parokdosalt nok har den offentlige støtte faktisk befriet syrisk film for de snærende bånd, der følger med den markedsstyrede filmproduktions profitorientering; den har gjort det muligt for filmkunsten at få sin helt egen stemme.
Auteurfilmens gennembrud
Tilbage i 1960’erne støttede den syriske filmindustri sig til ekspertise udefra – især fra Cairo, som var den eneste arabiske by, der tilbød teoretisk og teknisk uddannelse inden for film. Men senere begyndte den syriske stat i form af Den Nationale Filmorganisation at uddele legater til unge talenter, så de kunne studere i Sovjetunionen og andre østblok-lande.
Den generation af syriske instruktører, som i 1980’erne og fremefter producerede de mest udfordrende og spændende værker i syrisk films historie, havde så godt som alle studeret i udlandet. Mohammad Malas og Oussama Mohammad er begge eksempler på to syriske instruktører, som tog eksamen på det berømte russiske Statsinstitut for Filmkunst (VGIK) i 1970’erne. Sammen med andre hjemvendte instruktører kom de til at stå bag de værker, der udgør den syriske auteurfilm.
Auteurfilmen markerede et farvel til de store fortællinger om heroisme og hæder inspireret af officielle dogmer om nationale sejre og bedrifter. Filmen blev i stedet et magasin for knuste nationale forhåbninger, systemets brudte løfter og individets desillusion. Dens linse blev kritisk, og den sociale konstruktion begyndte at slå revner – kløften mellem den officielle diskurs og den faktiske erfaring blev blotlagt.
Filmene begyndte at rumme fortællinger, hvor hovedpersonernes egne erfaringer blev vævet sammen med traumatiske øjeblikke i historien. Historiens store drama fik lov til at give genklang i det indre psykologiske. Mange af filmene var helt eller delvist selvbiografiske, og næsten alle udspillede de sig tæt på instruktørernes barndomsmiljøer.
Digitaliseringens muligheder
Generationen af auteur-instruktører dominerer stadig filmproduktionen i Syrien. Den Nationale Filmorganisation er også fortsat den dominerende filmproducent, selv om internationale co-produktioner har været tilladt i næsten et årti. Desuden har et antal instruktører, som ikke længere er med i Den Nationale Filmorganisation, som f.eks. Mohammad Malas og Nabil Maleh, været afhængige af privat finansiering.
Den voksende udbredelse af high definition-video har allerede udvidet mulighederne for filmproduktion, fordi omkostningerne er blevet betydeligt reduceret, hvilket lover godt for fremtiden. Mohammad Malas’ seneste spillefilm, Passion (Bab el-Maqam, 2004), er filmet med digitalkamera, ligesom Nabil Malehs Hunt Feast (endnu ikke udsendt).
Et nyt kapitel
I de seneste par år er kort-, eksperimental- og dokumentarfilm af andre syriske instruktører begyndt at dukke op på internationale festivaler. Sammenlignet med auteur-instruktørernes generation har de lavet deres film i en meget yngre alder; de er typisk i tyverne eller begyndelsen af trediverne. Mange af dem har studeret i Europa, og de er typisk uinteresserede i at melde sig ind i Den Nationale Filmorganisation. De er ikke bange for formmæssige eksperimenter, for social eller politisk kritik eller for at søge deres egen stemme.
Den unge generation pendler mellem Europa og Syrien og undersøger nidkært de kunstneriske og kulturelle udtryksformer i dagens Syrien og den kollektive erindring; og de sonderer deres egen generations fremmedgørelse. I deres vokabular, syntaks, formsprog og visuelle kultur er de tættere på deres jævnaldrende, som bruger digital video i Beirut, Cairo, Ramallah, Haifa, Casablanca og Algier. Et nyt kapitel i syrisk filmhistorie ser ud til at åbne sig med denne nye generation af filminstruktører og videokunstnere.
Teksten er baseret på udpluk fra Rasha Saltis artikel "Kritiske statsborgere. Nogle markante paradokser i den syriske filmkunst og filmkultur" fra filmtidsskriftet Kosmoramas temanummer om mellemøstlig film.
Læs mere om udgivelsen på www.dfi.dk/cinemateket/kosmorama
|
|
|