Images of the Middle East
 
 
              Presse -> Pressemeddelelser -> 3. april 2006


            
Pressemeddelelse 3. april 2006
    Images of the Middle East klar til at vise danskerne kunst og kultur fra Mellemøsten

    Images of the Middle East har været på tegnebrættet siden midten af 2004. Det er derfor en glæde at kunne offentliggøre, at det ligger fast at festivalen gennemføres i fuld skala. Et sted mellem 400-500 forfattere, musikere, kunstnere og intellektuelle vil gæste Danmark i løbet af sommeren.

    Den 12. august slår årets største kulturbegivenhed – Images of the Middle East - teltpælene op på Amager Strandpark. Københavnerne vil blive præsenteret for installationskunst på Øresund, live musik og dans. Eventen markerer startskuddet til seks ugers turne, hvor København, Århus, Odense, Skive, Vordingborg, Roskilde, Ringsted, Helsingør og Hillerød periodevis vil summe af mellemøstlige kulturaktiviteter.

    Images of the Middle East er den 6. Images festival. Center for Kultur og Udvikling (CKU) har en lang og stolt tradition for at stå bag Images konceptet, som først blev lanceret i 1991. Siden er der afholdt en række succesfulde festivaler, som har fokuseret primært på kulturudtryk frembragt i udviklingslandene. Images konceptet er unikt. Det blander, kunst, kultur, medier, akademia, uddannelsesinstitutioner, civil samfund samt offentlige institutioner, som går sammen med henblik på at skabe øget opmærksomhed og nuanceret forståelser af verden omkring os.

    Som noget nyt er et litteratur- og filmprogram kommet med på plakaten. Festivalen byder på musik, dans, film, fotokunst, udstillinger, performance og litteratur. Sammen med et omfattende oplysnings- og undervisningsprogram og et medieudvekslings program bliver det til et sted mellem 1.000 - 1.500 arrangementer. Her til kommer, at en lang række lokale arrangører sørger for, at skoler, biblioteker og foreninger i de 9 byer også vil sætte Mellemøstens kultur på dagsordenen.

    Der er fokus på originale og nyskabende udtryk, der vender op og ned på vante forestillinger om kulturen i Mellemøsten. Udstillinger, digtoplæsninger, open air film og venues, med vægten lagt på værker af den store generation af yngre kunstnere, bliver det dominerende islæt. Globalt orienterede kunstnere, der arbejder på tværs af kulturer og tids-zoner, vil vise danskerne nye billeder af et Mellemøsten i hastig forandring.

    CKU har gennem de seneste år opbygget mange kontakter og netværk i Mellemøsten. Det omfattende samarbejde med både organisationer, kunstnere, intellektuelle, forfattere, NGO’er og offentlige myndigheder i den mellemøstlige region har et perspektiv, der fortsætter længe efter festivalen er slut.

    Images of the Middle East var en vigtig kultur begivenhed da initiativet blev taget. I løbet af de seneste måneder er den blevet endnu vigtigere.

    Mere info om Images of the Middle East: www.images.org



  

Sitemap  /  Index  
Nyhedsbrev
 

Arrangeres af CKU
Nytorv 17
DK-1450 København K
tel. 33 17 97 00
email: Images

IOME Festivalkalender: