| |
| |
Stjerne for en aften - en demokratisk væg?
|
Den arabiske popmusiker Natacha Atlas
Foto: Youssouf Nabil
| “Islam er uforeneligt med demokrati,” er en postulat, der høres igen og igen. Men hvad så med popmusikken? Kan den arabiske popmusik måske fremme demokratiet? Det har en række mellemøst- forskere og journalister haft op til debat i de seneste år, efter at det store arabiske satellitshow Superstar blev vist i 2003. |
Af Mette Søltoft
Superstar, som var et underholdningsshow i stil med det danske Stjerne for en aften, blev en kolossal seer-succes i den arabiske verden. Hvert land fra Marokko til Emiraterne sendte deres Superstar-repræsentanter, som hver nation heppede og spillede på, og på selve finaleaftenen blev showet vist for mere end 30 millioner seere, hvoraf næsten fem millioner deltog i afstemningen.
Marvan Bishara, lektor på det amerikanske universitet i Paris, udtalte i den forbindelse, at i den arabiske verden, hvor kun få kan tale frit, er det alene at kunne stemme i et satellit tv-program en slags virtual demokratisk væg. Og Superstar-vinderen, den jordanske sangerinde Diana Karazon udtalte sig også overraskende efter sin knebne sejr: “Jeg kan ikke mindes i mit voksenliv, et nationalvalg der resulterede i en 52 til 48 procent sejr. De fleste af de valg, der foregår i vores region, resulterer i fantastiske forudbestemte sejre. Tak, fordi at I har tilladt almindelige arabere, at de ikke altid må deltage i de politiske freak-shows, som de offentlige præsidentvalg er.” En udtalelse, som må ses, som et vink med en vognstang til de politiske ledere, hvor præsidentvalg som oftest bliver vundet med omkring 99 procent af stemmerne.
Og optimismen var også stor hos den amerikanske journalist Thomas Friedman fra New York Times, der på baggrund af ‘Superstar-valget’, tolkede USA’s forsøg på at indføre demokrati i Irak, som ikke så dumt endda.
Den slags slutninger er dog alt for overilede og forenklede, mener forskere, der beskæftiger sig med popkulturen. Erfaringerne med Superstar-showet er nødvendigvis ikke et udtryk for en spirende demokratisk proces, der vil sprede sig som ringe i vandet, mener de. Det kan endda argumenteres for, at populærmusik og musikshow fungerer som en slags sikkerhedsventil for regimerne; ‘så længe der er sød musik, er der ingen revolter.’ Altså kan programmer som for eksempel Superstar opfattes som et begrænset og sikkert område, der kan få befolkningen til at føle, at de besidder et vist råderum.
Det islamiske parti i Jordan, Islamic Action Front party, forbandede da også, at Jordan og jordanerne havde brugt så meget energi på Superstar-showet, på et tidspunkt hvor de efter deres mening skulle være langt mere optaget af USAs besættelse af Irak og Israels undertrykkelse af palæstinenserne.
Det er derfor ikke en entydig lære, der kan drages på baggrund af superstjerne-valget. De politiske ledere og oppositionen fremstår nemlig sjældent som simple modsætninger, men bliver i popmusikken afspejlet i komplekse sociale forhold fulde af kontraster, flertydigheder og paradokser.
Berygtede popsange
Et sådan politisk paradoks ses for eksempel i omstændigheder omkring den berygtede popsang; ‘Jeg hader Israel’, som er skrevet og sunget af ægypteren Shaaban Abdel Rahim, og som er blevet tolket som en ‘oprørsk’ sang. Sangen blev første gang udgivet med omkvædet: ‘Jeg hader Israel, og jeg elsker Amr Moussa’, som er leder af den Arabiske Liga. Men snart efter blev refrænet udvidet til også at lyde: ‘Jeg elsker Husni Mubarak,’ Den ægyptiske præsident. Sangen forvandlede sig således fra at være en protestsang imod Israel og USAs politik i Mellemøsten til også at fungere som en lovsang for det ægyptiske regime. Shaaban har i øvrigt i lyset af Muhammad-krisen lanceret en ny og populær sang, der indeholder stroferne “De (danskerne) er skøre og deres leder er dum”, “Hvem er Danmark, mine venner? Folk der opdrætter køer” og “De ønsker at ødelægge hans (profetens) billede. De dumme svin”.
Den demokratiske debat findes
Populærmusikken kan derfor ikke alene tolkes som enten udtryk for medløberi eller som modstand. Og det er heller ikke kun forholdet til Vesten, der er på dagsordenen i popmusikken. Også kønsrollerne bliver udfordret og debatteret, når alt for letpåklædte arabiske popsangerinder giver den som Madonna. Popmusikken skal derfor mere ses som en af de arenaer i Mellemøsten, hvor de arabiske ledere vender det blinde øje til, og som følge deraf bliver en tumleplads, hvor alverdens kommercielle, politiske og sociale toner kommer til udtryk.
Den demokratiske debat findes derfor, og den ligner til forveksling vores egne diskussioner om geopolitik, identitet og kønsroller. Debatten er blot ikke til stede dér, hvor vi plejer at lede, nemlig i morgenaviserne og i regeringsbygningerne, men kan blandt andet høres i sidebemærkningerne i tv-musikkonkurrencerne.
Reference:
Abdel-Nabi, Shereen, jehaan Agha, Julia Choucair and Maya Mikdashi: ‘Pop goes the Arab World: Popular Music, Gender, Politics, and Transnationalism in the Arab World.’ In Hawwa 2, 2 Brill, Leiden, 2004.
|
|
|