| |
| |
Ekstraforestilling: Omstridt egyptisk film løbet over ende
|
 | Flagskibet i NatFilm Film Festivalens mere end 20 film store program til Images of the Middle East-festivalen, Marwan Hameds 'The Yacoubian Building', trækker stort publikum.
Så stort, at det har været påkrævet at arrangere festivalens første ekstraforestilling.
'The Yacoubian Building' vises derfor tirsdag den 15. august kl. 21.30 i Grand Teatret.
Billetter bestilles på 3315 1611.
Filmen har allerede været præsenteret ved to totalt udsolgte forestillinger i biografens største sal.
'The Yacoubian Building' er juvelen i festivalens turban. Filmen havde egyptisk premiere i juni, hvor den blev vist på ikke mindre end en tredjedel af samtlige biograflærreder i landet. Alene på premieredagen blev den set af 60.000 mennesker.
Egyptens dyreste film til dato er samtidig lidt af en varm kartoffel for den egyptiske regering. Et flertal i parlamentet har nemlig forlangt filmen tilbagekaldt og klippet om på grund af dens meget ligefremme skildringer af politisk korruption, politibrutalitet, islamisk fundamentalisme og homoseksualitet.
Det er den originale, uklippede version, som har fået nordisk premiere på festivalen. 'The Yacoubian Building' havde verdenspremiere på dette års filmfestival i Berlin, men har endnu kun været vist ved ganske særlige lejligheder, senest ved Institut du Monde Arabes biennale festival for arabisk film i Paris, hvor den hjemtog førsteprisen. |
|
|