| |
| |
Menneskerettigheder i Maghreb
|

Sihem Bensedrine Foto:Michel Wiegandt
|  |
”Menneskerettigheder i Maghreb” er et web-baseret undervisningsmateriale, som stiller skarpt på menneskerettigheder i de tre nordafrikanske lande Tunesien, Marokko og Algeriet.
Materialet findes på www.maghreb.dk
Materialet sigter mod at introducere eleverne til begrebet menneskerettigheder. Gennem personlige portrætter giver materialet eleverne mulighed for at afprøve og diskutere en række centrale problemstillinger. Desuden har materialet et historisk perspektiv.
Materialet egner sig primært til undervisning i gymnasiet i fagene samfundsfag og historie og kan desuden anvendes i et samspil mellem de to fag i forløbet ”Almen Studieforberedelse”. Materialet vil også kunne anvendes til de allerældste klasser i folkeskolen (9. – 10. klasse).
Materialet består af en film fra Marokko og en række lyd-diasshows fra Tunesien og Algeriet, der alle har de personlige historier som omdrejningspunkt. Desuden indeholder materialets specielt forfattede tekster om centrale menneskerettighedsproblemstillinger, om de tre landes moderne historie og samfundsforhold, samt en grundig lærervejledning med ideer til, hvordan materialet kan anvendes i undervisningen. Slutteligt indeholder materialet en række links til relevante hjemmesider med videre læsning.
Ideen med materialet er at sætte ansigt på en række centrale mennesker, der arbejder aktivt med demokrati og menneskerettigheder i de tre nordafrikanske lande og at bruge de personlige historier som udgangspunkt for at arbejde med centrale menneskerettighedsbegreber.
For hvert land fokuseres der på et tema, der gennem de seneste 10-15 år har haft særlig relevans i det pågældende land:
- Borgerkrig og forsoning i Algeriet
- Ytringsfrihed i Tunesien
- Tortur-debat i Marokko
Gennem personlige portrætter bliver menneskerettighedsspørgsmålet gjort levende og vedkommende. I portrætterne kan eleverne bl.a. møde:
Fra ALGERIET: 23-årige Karim Merabet, der for 10 år siden var vidne til, at hans bror blev kidnappet af radikale islamister, midt i den landsby, hvor han boede. Vi tager med ham tilbage til landsbyen Ouled Allel i hjertet af ”Dødens Trekant” syd for Algier.
I landsbyens ruiner genfinder Karim det sted, hvor han så sin bror for sidste gang, og han fortæller, at hændelsen har vendt op og ned på hele hans liv. Tilliden til andre mennesker er forsvundet og Karim ved ikke længere, hvem han kan stole på.
En af kidnapperne og mændene bag mordet på hans bror, var nemlig hans tidligere nabo og barndomsven.
Fra TUNESIEN: Sihem Bensedrine, internationalt kendt journalist, forfatter og menneskeretsforkæmper.
Sihem bliver ofte kaldt præsident Ben Ali’s sorte får, fordi hun med skarpladt pen kritiserer manglen på ytringsfrihed i Tunesien.
Sihem har flere gange forsøgt at få tilladelse til at udgive den uafhængige avis Kalima, men hver gang er det blevet forhindret af myndighederne. Nu udsender hun avisen på internettet, men web-siden bliver blokeret i Tunesien.
Sihem er blevet overfaldet, har siddet i fængsel, har fået konfiskeret sit pas og været genstand for flere smædekampagner, senest i sommeren 2005, hvor den tunesiske presse anklagede hende for prostitution og landsforræderi. Foran hendes gadedør står der 4-5 civilklædte betjente, døgnet rundt, og holder øje med hvem der kommer ind af hendes dør.
Fra MAROKKO: Habib Belkoush blev som ung politisk aktivist i 1970’ernes Marokko fængslet og tortureret. Habib er en af de tre hovedpersoner, eleverne kan møde i filmen ”Twilight-Survivre à la torture au Maroc”.
Filmen er en af de første dokumentarfilm, der fortæller om tortur og ydmygelser i Marokkos fængsler i 1970’erne, 80’erne og 90’erne.
Efter Kong Hassan II’s død i 1999 har en lang række tidligere politiske fanger offentliggjort deres oplevelser af tortur i Marokko, og indenfor de seneste par år har det marokkanske regime åbnet yderligere op for problemstillingen ved at oprette en sandhedskommission.
Habib har – ligesom filmens to andre hovedpersoner - fortsat sin kamp for demokrati og menneskerettigheder i Marokko.
Materialet er produceret af:
Rasmus Alenius Boserup, Phd. Stipendiat på Carsten Niebuhr Instituttet
Camilla Wass, journalist
Pædagogisk konsulent:
Morten Bülow Nielsen
Med støtte fra:
Danidas Oplysningsbevilling
Materialet findes på www.maghreb.dk og LEARNING har sin egen hjemmeside www.middleeast.dk
|
|
|