| |

Nutidens mellemøstlige forfatter har en dobbelt rolle. Dels viderefører de den litterære – æstetiske udvikling og tolker menneskelige og sociale sammenhænge. Dels repræsenterer de ofte kampen for tankefrihed, ytringsfrihed og politisk demokrati, for individets rettigheder mod totalitære systemer.
I løbet af de seneste årtier er specielt arabisk litteratur blevet dekonstrueret og fragmenteret for derefter at blive bygget op igen på et individualiserende grundlag og ved hjælp af nye fortælleteknikker og nye sproglige kombinationer. Det hverdagsagtige og nære blandes med det absurde og magisk realisme, det personligt romantiske med de historiske idéers perspektiv og kompleksitet. 1990’ernes litteratur er spændende og varieret, og efter årtusindskiftet er denne udvikling fortsat.
Det er på denne baggrund, at Images of the Middle East inviterer omkring 20-22 forfattere til Danmark i forbindelse med festivalen. Der kommer forfattere fra hele den arabiske verden samt Iran, Tyrkiet og Israel. Nogle stil- og opinionsdannende “veteraner” danner en lille gruppe. En større gruppe udgøres af forfattere, som har etableret sig i løbet af 1990erne, men som endnu ikke er skrevet ind i fremtidens litteraturhistorier og antologier. Sidste gruppe er repræsentanter for unge forfattere, mest digtere, som er debuteret omkring år 2000 eller senere, og som allerede har markeret sig gennem deres sikkerhed og personlighed.
Forfatterne kommer til at indgå i forskellige sammenhænge i forbindelse med festivalen, eksempelvis litterære oplæsninger, samfundsdebatter samt arrangementer på skoler i Images byerne.
Genrer
Store klodser af romaner, som dokumenterer samtidshistorien, udgør et tematisk felt. Novellen og essayet, en frodig genre i Mellemøsten, er repræsenteret. Krimigenren
blomstrer i Tyrkiet, hvilket bliver tydeliggjort. Lyrikkens evne til at analysere det almenmenneskelige, og det individuelle er et andet tematisk område. Det mandlige og det kvindelige har deres plads, ligesom den nye fremvoksende børnelitteratur. Forfatterne kommer fra forskellige lande, som regel to fra hvert land, en yngre og en ældre, og repræsentanter for deres respektive miljøer. Forhåbentligt kan de være medvirkende til at etablere fremtidige netværk mellem Danmark og deres egne landes litterære cirkler.
Litteraturprogrammet arrangeres i samarbejde med Carsten Niebuhr Instituttet (CNI) under Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet og Dansk PEN.
Klik her for at læse det fulde program samt baggrundsinformationer om de inviterede litterater. |
|
|