| |
| |
Kvindelige forfattere i Mellemøsten
|
Foto: Lara Baladi
| Debatten om kvindens status har fra starten været et centralt tema i den moderne arabiske litteratur. Udviklingen af de kvindelige forfatteres tilgang til emnet har – groft skitseret – bevæget sig fra imitation af eksisterende litteratur, over den feministiske genere til i dag at være præget af en kvindelig fortællerdiskurs som er både selvstændig og selvopdagende. |
Af Christine Crone
Kvinders rolle i de arabiske samfund og hendes status i henhold til islam er og har været et meget omdiskuteret emne i Mellemøsten. Der har gennem tiderne været en uendelig diskussion af kvindens status i Koranen og haditherne, og begge har været brugt som argumentation for både det ene og det andet synspunkt.
Fra slutningen af 1800-tallet intensiveredes diskussionen. Emner som ægteskab, skilsmisse, polygami, sløret, uddannelse af kvinder, rettigheder og social og politisk ligestilling blev debatteret. Diskussionen omkring kvindens rolle i samfundet blev i høj grad kædet sammen med spørgsmålet om national selvstændighed. Flere argumenterede for, at hvis man skulle opnå uafhængighed fra kolonimagerne, måtte man skabe et sundere og dermed stærkere samfund, som ville være i stand til dette oprør.
Et af midlerne til at styrke den samlede nations ’helbred’ var at uddanne kvinderne. Ligeledes var der også flere, som argumenterede for uddannelse til kvinder ud fra tanken om, at dette ville skabe bedre mødre og hustruer. Kvinden kom således til at spille en rolle ud fra en vision om at ændre den arabiske verden.
Debatten om kvindens status har helt fra starten været et centralt tema i den moderne arabiske litteratur. Forfatterne var i starten hovedsagligt mænd. Men omvæltende sociale forandringer, den stadig tiltagende diskussion om kvindernes rolle i samfundet samt det faktum at flere piger kom i skole og fik en uddannelse, skabte grobund for kvindelige forfattere. Udviklingen af kvindelig arabisk litteratur siden da kan groft inddeles i tre faser.
Efterligning
I perioden ca. 1875-1925 var kvindelitteraturen typisk imitationer af den allerede eksisterende mandelitteratur, både hvad angår indhold, men også i forhold til sprog og stil. Dette gjorde sig gældende med den første genre, som kvindelige forfattere kastede sig ud i, nemlig poesien – ligesom det gjaldt for noveller, romaner og dramaer i takt med at disse genrer også blev udforsket.
I slutningen af 1800-tallet tilhørte de kvindelige forfattere typisk overklassen, og de var stort set identiske med de mandlige forfattere, når det gjaldt moralske og sociale holdninger. Den sociale orden og kvindens position blev der ikke sat spørgsmålstegn ved i deres værker – tværtimod fandt der en romantisering af det patriarkalske samfund sted. I litteraturen fremstilles kvindens rolle først og fremmest som hustru – og et typisk tema er udviklingen fra ung pige til voksen kvinde.
Dette begyndte at ændre sig i starten af 1900-tallet, hvor kvinderne benyttede sig af tre platforme i forsøget på at trænge ind på det mandsdominerede litterære liv – nemlig, litterære selskaber, tidsskrifter og saloner. Især i tiden efter 1. Verdenskrig voksede antallet af disse aktiviteter.
De litterære selskaber var henvendt til kvinder og gav mulighed for at mødes til diskussioner og forelæsninger om emner såsom kvinders sociale, litterære og intellektuelle forhold. Tidsskrifterne blev redigeret af kvinder, og indholdet var i starten præget af acceptable emner som husholdning, madlavning og børneopdragelse. I mellemkrigstiden blev emnerne dog i højere grad politiske – national selvstændighed, stemmeret til kvinder osv. kom på tapetet. Salonerne var et forum hvor intellektuelle mænd og kvinder mødtes i private hjem for at diskutere litteratur, musik og politiske og sociale spørgsmål. Egentlig er salonen en gammel arabisk tradition, men at kvinder arrangerede dem og deltog, var ganske nyt.
Det politiske landskab var også under forandring. Der var et voksende krav om selvstændighed, hvilket førte til massedemonstrationer, hvor også kvinderne kom på barrikaderne. Der opstod et samarbejde mellem en voksende nationalistisk bevægelse og den nye kvindebevægelse, som bl.a. Huda Sha’rawi (1879-1949, grundlægger af den Feministiske Union i Egypten i 1923) repræsenterede. Kvinderne kom således til at spille en aktiv rolle i kampen om Egyptens selvstændighed – i en fælles kamp med mændene.
Protest mod eksisterende værdier
Den næste fase strækker sig groft sagt fra 1930’erne og frem til 70’erne. De kvindelige forfattere forsøger nu i højere grad at udtrykke deres kønsmæssige forskellighed. Fra 60’erne kommer en mere decideret feministisk litteratur på banen. Den feministiske fortællerdiskurs er domineret af en protest mod eksisterende værdier og normer, samtidig med at man er på jagt efter en kvindelig identitet.
Man ønsker at skabe en diskurs fra et kvindeligt synspunkt., hvilket fører til en litterær forandring – en udvikling af sætningsopbygningen og skrivestil. Der sker bl.a. en ændring i fortællerteknikken – hvor man tidligere oftest benyttede sig af 3. person, begynder man i højere grad at skrive i 1. person, hvilket gør litteraturen direkte, nærværende og personlig.
De kvindelige forfattere er blevet bevidste om at litteraturen spiller en vigtig rolle for det sociale og politiske liv. Den er et medie hvor igennem et nyt syn på den sociale orden kan udbredes, og medsøstrene kan gøres bevidste om deres undertrykte situation – hvilket jo er en forudsætning for at det feministiske budskab giver mening.
I den feministiske litteratur finder man ofte en meget negativ præsentation af mænd. De fremstilles som fysisk frastødende og inkarnerede mandschauvinister. Desværre blev nuancerne ofte ofret i kampen for at vende op og ned på den eksisterende patriarkalske orden.
Selvopdagelse og identitetssøgning
I modsætning til tidligere, hvor kvinderne kæmpede for en plads i det mandsdominerede og defekte samfund, så ønsker de kvindelige forfatterne nu at løsrive sig fra systemet og i stedet udvikle og styrke deres egen stemme. Den tredje fase byder på en fortællerdiskurs som er selvopdagende – søgende efter en moden selvstændig fortællerstemme.
Mange af de nye forfattere kommer fra nogle af de samfundsgrupper, som man normalt ikke hører fra. Det er fx shi’itterne fra Sydlibanon eller arbejdere/bønder fra Egypten og Irak. Der er efterhånden også en del kvindelige forfattere fra Golfen, som bryder igennem. De benytter sig alle af mange forskellige teknikker, der efterhånden udgør en rig variation. Deres mål er at skabe en stærk stemme og finde deres egen identitet.
Samtidig bevæger man sig væk fra den patriarkalske tvedeling og den feministiske fremmedgørelse af det andet køn. Man ønsker ikke længere at fjerne den mandlige stemme eller kun at skildre manden som kvindeundertrykker, i stedet søger man en ny orden, hvor de to køn hver især kan få plads til at berette deres version af historien.
Kilder:
“Women in Arab Society: A Historical Perspective and The pioneering Generation”, kapitel fra bogen: Arab Women Novelist: The Formative Years and Beyond, af: Joseph Zeidan, 1995
Women’s Narrative in Modern Arabic Literature: A Typology” af: Sabry Hafez
Fra bogen: Love and Sexuality in Modern Arabic Literature (red.: Allen, Kilpatrick og Ed De Moor), 1995
|
|
|