| |
| |
Islamisme - identitet og kvindesag
|
Sussan Deyheim
Fotograf: Seifolah Samandarian
| Unge islamistiske kvinder argumentere udfra Koranen for deres rettigheder. Således bliver islamismen et redskab i opgøret med den traditionelle kvinderolle, og en vej til større myndiggørelse og selvbestemmelse blandt kvinder i Mellemøsten. |
Af Lene Kofoed Rasmussen
"Islamisme er ikke alene en politisk bevægelse, der stræber efter den politiske magt, men en moralsk og værdiorienteret strømning, der udstikker et projekt for samfundet og for den enkelte muslim. Som sådan appellerer islamismen til store dele af befolkningerne i Mellemøsten og muslimer andre steder i verden. For mange har det islamistiske engagement omfattende identitetspolitiske og dannelsesmæssige dimensioner."
Blandt muslimer er der en omfattende diskussion i gang om Islam og Islams betydning for samfundslivet som helhed. I den diskussion er der en markant islamistisk røst, der drejer sig om dannelse og moral mere end om politisk magt. Manifestet mod islamister, der blev udsendt i begyndelsen af marts 2006 af en række fremtrædende intellektuelle med Salman Rushdie i spidsen, fordømmer islamister over en kam. Det udløste diskussion om, hvad islamisme og islamister er.
I kølvandet på manifestet pegede flere på, at de islamistiske bevægelser, der er aktive på den politiske arena i Mellemøsten, er forskellige, og at man som udgangspunkt må differentiere mellem forskellige former for politisk islam og tage stilling til hver enkel udmelding fra forskellige islamistiske organisationer og partier.
Der er heller ikke tvivl om, at forskellige navngivne grupperinger, som efterhånden er blevet almindeligt kendt i Danmark, har forskellige dagsordner, det være sig partier, organisationer og bevægelser som Hamas, Hizbollah, Det muslimske broderskab og al-Qaida. De har divergerende opfattelser af, hvad der skal til for, at en stat bliver islamisk, og de forfølger deres mål med forskellige midler og strategier. Det er altså en nødvendig indvending mod manifestet og den absolutte fordømmelse af islamismen, at man er nødt til at differentiere mellem forskellige politiske projekter inden for islamismen.. Men det er ikke tilstrækkeligt. Med til billedet hører også, at islamismen har givet anledning til en bred kulturforandrende bevægelse, der har meget andet end overtagelse af den politiske magt på programmet.
Traditionelt set har fortolkning af Islam og udlægning af, hvad det vil sige at praktisere Islam, stort set været forbeholdt de religiøst uddannede skriftlærde. Det har ændret sig op igennem det 20. århundrede, hvor udvikling af en offentlighed tidligt i århundredet og udbredelsen af masseuddannelse noget senere har banet vejen for, at Islam er blevet gjort til genstand for offentlig diskussion. Det er en diskussion, der i princippet vedrører alle, og selvom nogle fortsat anses for mere legitime udlæggere af Islam end andre, er det principielt en diskussion alle kan deltage i. Og det er der mange, der gerne vil og gør.
Islamismen udgør en distinkt stemme i denne diskussion, og man kan forsøgsvis forstå den brede islamistiske bevægelse som et fortolkende fællesskab for dem, der mener, at Islam skal præge alle dele af samfundslivet. Fællesskabet tager på et plan udgangspunkt i Koranen og andre dele af det islamiske tekstkorpus. Men de islamfortolkninger, som fællesskabet har givet anledning til, giver egentlig kun mening, hvis man ser det i sammenhæng med den historiske og sociale kontekst som fællesskabet – eller bevægelsen – voksede ud af. Islamismen voksede frem i Mellemøsten i det 20. århundrede, og samfundsudviklingen i den periode, først og fremmest koloniseringen og den måde afkoloniseringen fandt sted på, sætter rammerne for de islamistiske fortolkninger. I hele denne periode har der været et stort behov for at markere en stærk identitet over for den vestlige overmagt og derfor er det islamistiske fortolkende fællesskab kendetegnet ved en stærk identitetspolitisk dimension.
Islamismen opstod under kolonisering og tog form som en antikolonial bevægelse. I midten af sidste århundrede blev koloniseringen efterhånden afviklet næsten overalt i den mellemøstlige region om end i forskellige tempi og mere eller mindre konsekvent fra protektorat til protektorat. Men mange oplevede fortsat afhængighed af og underordning i forhold til vestlige magter som et af de væsentligste samfundsmæssige problemer.
Islamismens gennemslagskraft bygger frem til i dag i høj grad på ’at kunne stille noget op’ over for vestlig dominans. Det har en vis slagkraft i politiske sammenhænge, men islamismen som en modstand mod vestlig dominans er først og fremmest sejrrig, når det gælder om at skabe identitet.
Der blev skabt en islamisk identitet, der er underordnet projektet om at modsætte sig dominans fra Vesten. Alligevel er den identitet ikke nødvendigvis en negation af alt, hvad der er vestligt. En argumentation, der går på, at Islam kan være kilden til modernitet, eller at Islam garanterer kvinder rettigheder, er lige så gangbar som den argumentation, der afviser modernitet og rettigheder som noget vestligt.
Den islamistiske identitet er under stadig forandring og diskussion, men indtil videre foregår udviklingen inden for nogle rammer, der blandt andet er bestemt af ønsket om at positionere sig i forhold til Vesten i en mere eller mindre veldefineret forstand. Den ramme bliver til stadighed reaktualiseret af internationale politiske begivenheder, af diverse vestlige aktørers ageren i Mellemøsten, og af de forhold som muslimer lever under i Europa eller andre steder i Vesten.
Kvindelige islamister
Samtidig med at Islam er blevet sat til diskussion, er traditionelle køns- og generationshierarkier blevet udfordret på forskellige leder og kanter. Islamisterne har også blandet sig i den sammenhæng og ikke altid på traditionens side; kvinder og unge mennesker af begge køn, som bekender sig som islamister har nu også en mening om, hvad Islam er, og hvad det vil sige at være en sand muslim. Deres udlægninger af det handler langt fra altid om at tilpasse sig gældende normer.
Når kvindelige islamister i Cairo fortæller om deres valg af at iføre sig tørklæde, betoner de afstanden til en traditionel muslimsk kvinderolle og ofte, at de gennem deres refleksioner er nået til et mere sandt islamisk standpunkt end deres forældre og andre repræsentanter fra tidligere generationer. De argumenterer for, at kvinder traditionelt set har været undertrykte i muslimske samfund, men at Islam i virkeligheden fordrer, at kvinder skal spille en vigtig rolle i samfundslivet.
De lægger samtidig afstand til feminismen og giver udtryk for, at den vestlige kvindebevægelses mål om ligestilling mellem kønnene ikke harmonerer med deres idealer. Kvinderne distancerer sig altså både i forhold til feminismen, og den rolle som kvinder traditionelt set har været henvist til i muslimske samfund.
Når det kommer til måden at blive en rigtig muslimsk kvinde og måden at islamisere samfundet, er strategien overraskende individuel. Kvinderne taler meget om pligten til at uddanne sig og søge viden. I praksis består det både i at sørge for at få en formel uddannelse, helst fra en højere uddannelsesinstitution, og i at søge viden om Islam, for eksempel i de moské-studiekredse for kvinder som er skudt op i stort tal i de seneste årtier.
Når kvinderne skal forklare, hvordan de kan bidrage til islamisering af samfundet, er Dawa det centrale begreb. Dawa bliver ofte oversat med mission, men betydningen er nok noget bredere og angives da også nogle gange som at ’invitere andre til Islam’. Kvindernes måde at invitere andre til Islam på er ved at foregå som et godt eksempel for andre. Den position kan de opnå ved selv at tilegne sig uddannelse og viden og dermed tilkæmpe sig en position som et dannet subjekt. Og ved at være socialt engagerede og deltage i socialt arbejde og dermed styrke deres etiske position. Det handler om moral og ansvarlighed, og man kan sige at islamisering for dem består i, at den enkelte bliver bevidst om sit samfundsmæssige ansvar.
Konsekvenserne af denne form for islamisering er ikke entydig. Men der er nogle grundlæggende forandringer, der springer i øjnene. Kvindelige islamister, der argumenterer for, at hver enkelt kvinde skal omvende sig til Islam og vælge at tage tørklædet på, overtager og individualiserer en traditionelt set kollektivt sanktioneret pligt. De her kvinder vil ikke vide af andres pålæg om at tage tørklæde på, men argumenterer for, at kvinden selv skal træffe beslutningen. Det er tale om selvdisciplinering, og en argumentation for, at kvinder er i stand til at (over-)tage kontrollen over sig selv.
De islamistiske kvinder må utvivlsomt slås med andre og mere moderne problemer efter at have overtaget kontrollen med sig selv, men det er vanskeligt ikke at tillægge det positiv betydning, at nogle af disse kvinder opnår større selvbestemmelse. Eller at deres argumentation kan føre til empowerment eller myndiggørelse.
Det opnår de ved at placere sig centralt som forsvarere af sand Islam og gøre det på baggrund af grundige studier af Islam. På den måde bliver kvindernes argumentation vanskelig at afvise i det aktuelle debatklima. For eksempel er kvindelige islamister måske de kritikere af kvindelig omskæring, som har størst chance for at trænge igennem i dagens Egypten, fordi de argumenterer ud fra et islamisk grundlag. Ligesom deres betoning af, at uddannelse er en islamisk pligt for kvinder har stor gennemslagskraft – en argumentation, der også er gangbar i andre mellemøstlige lande.
Desuden kan den enkelte kvinde ved hjælp af den islamistiske argumentation i mange tilfælde styrke sin egen position over for familiens autoriteter. Det gælder nok især i kredse, hvor kvinder ikke traditionelt har haft mulighed for at deltage i aktiviteter uden for hjemmet. En ung pige, der deltager i møder, studiekreds eller socialt arbejde i moskéen, gør det vanskeligt for sin far at sige nej, fordi hun kan argumentere for, at hun dermed opfylder sine islamiske pligter, mens lignende aktiviteter fx på British council under en feministisk dagsorden let lader sig afvise. En sådan strategi kan synes som unødige krumspring for at undgå at tage et rigtigt opgør med faren og andre autoriteter. Men selvom strategien ikke bringer kvinder frigørelse i nogen ultimativ forstand, kan den føre til udvidelse af handlerum, selvbestemmelse og indflydelse på samfundsudviklingen.
Den form for islamisme jeg har skitseret her, er måske den mest udbredte og måske også den form for islamisme, der vil have mest vidtrækkende konsekvenser på lang sigt. Den er moralsk, opbyggelig og dannende, og den er moderne. Den er godt i gang med at forandre det offentlige rum i Mellemøsten og på langt sigt også nogle af samfundets vigtige institutioner.
Der er andre dele af det folkelige kulturforandrende islamistiske projekt, som der er gode grunde til at lægge afstand til. Der bliver i mange tilfælde formuleret og praktiseret islamisme, som er autoritær og diskriminerende. Men fordømmelsen bør rettes mod undertrykkende argumenter og handlinger og ikke mod islamismen og islamister under ét. Der er ingen grund til at udelukke islamister fra det gode selskab, alene fordi de er islamister. Der er mange socialt engagerede og velreflekterede mennesker i blandt dem.
Vi kan diskutere med dem, og vestlig lydhørhed over for dem, der skaber forandring i en moderne og rettighedsfremmende retning, kan være afgørende for, at andre mere bagstræberiske udgaver af Islam taber terræn. Om og hvordan vi skal blande os i muslimers diskussion om Islam og betydningen af Islam i samfundet er bestemt ikke enkelt at afgøre. Men det står klart, at fordømmelser og dæmonisering fra vestlige repræsentanter ikke fremmer debatklimaet.
Artiklen bygger bl.a. på interviews med kvindelige islamister i Cairo i slutningen af 1990’erne
|
|
|