Images of the Middle East
 
 
              Program -> Oplysningsprogram -> Learning -> ID-Images & Dialogue


            
ID-Images & Dialogue
    KONCEPTET
    ID er et webbaseret projekt, der sætter fokus på dialog, kommunikation og interkulturel forståelse. Skoleklasser i Danmark og i Mellemøsten arbejder sammen i kommunikationsfællesskaber på nettet.
    I hvert fællesskab deltager tre klasser fra tre lande. Kommunikationssproget er engelsk.
    Projektet finder sted på en lukket platform af sikkerhedshensyn.

    Projektets målgruppe er unge skoleelever mellem 14 og 18. Projektet beskæftiger sig med unges identitet i Mellemøsten og i Danmark. Det sigter mod at bruge de unges egne erfaringer i en kommunikation med andre unge om deres hverdag, og hvad der former den.

    Undervejs i projektet får eleverne til opgave at undersøge udvalgte områder af deres land og kultur samtidig med, at de får indblik i andre lande og kulturer.
    Projektet lægger vægt på kulturel diversitet, men også på lighed på tværs af kulturer.

    Projektet søger at øge den interkulturelle forståelse og at finde ligheder mellem globale kulturer, som f.eks. ungdomskultur.

    Globaliseringen betyder blandt andet, at vi kommer til at arbejde mere sammen på tværs af landegrænser, og at vi opnår viden om og forståelse for andre kulturer.

    MÅL
    Hovedsigtet er at forberede unge mennesker fra forskellige lande på at agere i en verden i globaliseringens tidsalder og forberede dem til rollen som aktive og ansvarlige borgere i Danmark og Mellemøsten.

    Eleverne skal endvidere sammen få ideer til, hvordan unge fra forskellige lande kan arbejde sammen i fremtiden.

    INDHOLD
    Dialogen i kommunikationsfællesskabet skal tage udgangspunkt i temaer, der knytter sig til identitet i Mellemøsten og Danmark. Eleverne skal fortælle om deres egen hverdag og udveksle erfaringer og meninger herom.

    På denne baggrund skal eleverne formulere visioner om, hvordan fremtiden vil tegne sig om 10 år inden for de temaer, de har beskæftiget sig med.
    Ligeledes skal ideer til et fremtidigt samarbejde mellem unge i Mellemøsten og Danmark/Europa indgå i visionen.

    TEMAER
    Der foreslås en række temaer, som eleverne kan arbejde med. Temaerne kan kombineres på flere måder og suppleres med andre. Fokus skal være på de unges opfattelse og oplevelser, når de skal skrive om temaet. Det er deres billede, det drejer sig om.

    Billeder må desuden meget gerne indgå som illustrationer til teksterne. Det er vigtigt, at der indgår en beskrivelse af forskelle og ligheder mellem piger og drenge.

    > MUSIK - om traditionel og moderne musik, om lokal og international indflydelse, om musikere og spillesteder, om idoler og unges musiksmag

    > MEDIER – om moderne mediers indflydelse på unges hverdag, om mobiltelefoner, aviser, computere og Internettet, hvilke medier er populære, hvilke bliver brugt af hvem?

    > FAMILIEMØNSTRE – om familiens betydning, om forholdet mellem generationer, om roller, opdragelse og regler. Hvilke værdier er vigtige i familien, og hvilken status har familien i samfundet?

    > MODE OG DESIGN – om traditionelle og moderne udtryk, om lokal og international indflydelse, om forbrug af mode. Hvem er trendsættere?

    > FRITID – om sport og fritidsarbejde, om fester og andre måder at mødes på, hvor opholder unge sig i fritiden? Hvilke interesser har unge?

    > VENSKAB/KÆRLIGHED – Om måder at være venner eller kærester på, hvor mødes man? Hvad bruger man venner til? Hvor vigtig er venskab i forhold til familien? Hvordan foregår overgangen fra barn til voksen? Vil man gerne giftes og med hvem?

    > FILM/LITTERATUR – hvad er populært blandt unge, hvem ser og læser hvad? Hvilket indhold taler mest til unge? Om indflydelse fra det lokale og det internationale, om det traditionelle og moderne.

    > SKOLE/UDDANNELSE – hvordan er skolegangen organiseret, hvilke fag, hvor mange timer om dagen, hvor mange år er lovpligtigt? Hvad er de mest populære fag? Hvor mange får en højere uddannelse, og hvilke muligheder er der for at få arbejde? Hvilke jobs er mest populære blandt unge?

    > BYEN – hvordan ser byen ud og hvordan bruger unge byrummet. Hvor meget og hvordan kommer man rundt i byen?

    De grupper, der har arbejdet med temaerne, formulerer som afslutning på projektet en vision, der fortæller om deres tema om 10 år.

    ARBEJDSOPGAVER
    I forbindelse med projektet skal deltagerne
    >> arbejde med små interkulturelle øvelser som optakt til projektet
    >> se en introvideo om identitet og kommentere denne. Videoen danner udgangspunkt for det videre arbejde
    >> individuelt udarbejde en personlig profil. Herunder skal de præsentere en personlig ting som er vigtig for dem og fortælle hvorfor. En ting kan også være en sang, et billede etc. De skal desuden beskrive deres hverdag kort og give bud på, hvad der skaber et godt liv.
    >> par/gruppevis udarbejde en præsentation af nogle udvalgte områder i deres land på baggrund af research i eget land
    >> kommunikere på tværs af grænser
    >> gruppevis fremkomme med visioner om det område, de har arbejdet med: Hvor er vi henne på dette område om 10 år i vores land, og hvilken indflydelse får det på vores fremtidige samarbejde mellem landene.

    FAG
    > Engelsk
    > Samfundsfag
    > IT som en integreret del af fagene samfundsfag og engelsk

    FÆRDIGHEDER
    Gennem arbejdet med ID opnår eleverne færdighed i:
    >> at analysere, beskrive og formulere visioner
    >> at kommunikere
    >> at se en sag fra flere sider – med et interkulturelt perspektiv
    >> at løse problemer og forhandle
    >> at samarbejde
    >> at arbejde selvstændigt
    >> at overholde deadlines
    >> at arbejde med forskellige teksttyper
    >> engelsk
    >> IT

    VIDEN
    Gennem arbejdet med ID får eleverne viden om:
    > eget land og egne kulturer
    > andre lande og kulturer
    > problemstillinger, der knytter sig til ungdomsliv og identitet

    REDSKABER SOM BENYTTES I ARBEJDET
    > Skrive og redigere tekst
    > At redigere billeder og sætte dem op på nettet
    > Et fotogalleri
    > Link til relevante hjemmesider på engelsk og de nationale sprog for deltagerne

    TEKNISKE FORUDSÆTNINGER
    > Der kræves en båndbredde på 100 Kbps til 500 Kbps. For en sådan mellemhurtig internetforbindelse er den anbefalede konfiguration en 866 MHz processor eller højere
    > Windows XP (det er dog også muligt med et ældre styresystem og udgave af Windows)
    > 256 MB RAM

    ET EKSEMPEL PÅ ET PROJEKTFORLØB
    De involverede skoleklasser lægger en fælles tidsplan for projektet. I eksemplet nedenfor foregår samarbejdet over en fire ugers periode og der er en deadline efter hver af de fire uger.

    Arbejdet i den enkelte klasse kan godt påbegyndes før starten af den foreslåede fire ugers periode. En klasse kan have få timer til rådighed i samarbejdsperioden i forhold til de andre klasser. Derfor kan klassen med få timer begynde tidligere for at kunne overholde den første fælles deadline.

    UGE 1
    >> Skoleklasserne registrerer sig
    >> Se intro video om identitet
    >> Eleverne opretter en personlig hjemmeside med kommentarer til videoen og egne forestillinger om identitet, sider af et godt liv, nutid og fremtid, bekymringer, håb, aktuelle begivenheder. Disse erfaringer og forestillinger kan eventuelt udformes i et essay/en stil.

    UGE 2
    >> Eleverne fordeles på de foreslåede temaer. Inden da har lærere og elever i fællesskab diskuteret hvordan de enkelte temaer kan gribes an
    >> De tre landes grupper, der arbejder med samme tema, kommenterer/spørger til hinandens personlige profiler
    >> De nationale temagrupper laver research inden for deres tema og udarbejder hver sit bidrag til en fælles præsentation af landet. Landet præsenteres altså med fokus på de udvalgte temaer.

    UGE 3
    >> De tre landes grupper, der arbejder med samme tema, kommenterer/spørger til hinandens bidrag
    >> De samme grupper formulerer – eventuelt på tværs af grænser - visioner med udgangspunkt i deres tema. Hvor befinder vi os om 10 år?

    UGE 4
    >> Alle deltagere kommenterer/spørger til visioner.
    >> Projektafslutning – der laves evt. aftaler om fremtidigt samarbejde
    >> Diskussion i klassen af visionerne, deres effekt for eget land, hvem vil man drøfte dem med, hvor kan de sendes hen?


    Learning har sin egen hjemmeside www.middleeast.dk


  

Til top
Sitemap  /  Index  

Nyhedsbrev
 

Arrangeres af CKU
Nytorv 17
DK-1450 København K
tel. 33 17 97 00
email: Images

IOME Festivalkalender: