| |
 | |
Historiske forbindelser
I dagligdagen er det de færreste, som tænker over, hvor tæt forbundne Europa og Mellemøsten er. Ofte fremstår Europa og Mellemøsten ligesom Kristendommen og Islam som modsætninger. Vores civilisation og det som i dag opfattes som typisk vestligt har dog ofte en historisk forbindelse til Mellemøsten.
I Europas middelalder, hvor kirken satte grænser for videnskaben, var det i den arabiske verden at udviklingen indenfor f.eks. matematikken og lægevidenskaben fandt sted. Mange betragter den arabiske historiker Ibn Khaldun (1332-1406) som sociologiens grundlægger, og det er takket været arabiske oversættelser af de gamle græske filosoffer at vi i dag kender til disse tekster. Således bygger den vestlige videnskab som vi kender den i høj grad på arven fra den arabiske verden
Ligeledes har Kristendommen og Islam på mange punkter mere til fælles end man måske umiddelbart forestiller sig. Begge er de udsprunget fra jødedommen, og viderefører både den monoteistiske tradition som fundamentalt udgangspunkt, samt personer og beretninger.
Samtidig med at der findes politiske modsætninger mellem Europa og Mellemøsten er danskernes interesse for den mellemøstlige verden stigende. Folk rejser til Mellemøsten, lærer arabisk, danser mavedans, går i snabelsko og ryger vandpibe… Et hurtigt kik i et damemagasin viser i hvor høj grad det orientalske tema præger modebilledet i dag. Avisernes madopskrifter er inspirerede af det mellemøstlige køkken – hummus, auberginedip og falafel er på menuen.
De følgende 5 punkter er hver især eksempler på forbindelser mellem Danmark og Mellemøsten gennem tiderne…
- Rejser til den arabiske verden
- Mellemøsten i dansk litteratur
- Mellemøsten i det danske sprog
- Danske arkæologer i Mellemøsten
- Videnskabens historie
Rejser til Den Arabiske Verden
Danskerne har haft kontakt med den arabiske verden helt tilbage til vikingetiden. Nogle vikinger bevægede sig hele vejen til Nordafrika eller Irak, men største delen af den tidlige kontakt fandt sted i det nuværende Rusland og Ukraine, hvor vikingerne kom som handelsmænd, krigere eller lejesoldater ligesom arabiske handelsfolk og diplomater også færdedes der. Handle var typisk det, der bragte de to folk sammen – bl.a. vikingernes pelsvarer og arabernes sølv og sølvmønter var vigtige handelsvarer.
Senere, op gennem middelalderen var det pilgrimsrejser til den hellige by Jerusalem, som prægede kontakten mellem den arabiske verden og danskerne. I oplysningstiden blev flere danskere udsendt af kongen til den arabiske verden – det kunne være med politisk eller handelsmæssig hensigt, men også via videnskabelige ekspeditioner. Den mest berømte ekspedition var ”Rejsen til det Lykkelige Arabien” som fandt sted fra 1761-65. Rejsen gik til Egypten og Yemen, og blandt de mange forskere, som deltog var det kun Carsten Niebuhr (1733-1815), som overlevede og vendte tilbage til København.
I løbet af 1800-tallet rejste flere og flere danskere til Mellemøsten – nogle unge danskere rejste dertil som del af deres dannelsesrejser, kunstnere tog af sted med drømmen om at male eller skrive. I 1900-tallet begyndte også mange missionærer at rejse til Mellemøsten og senere slog bl.a. lærere, læger, korrespondenter og ingeniører sig ned i Mellemøsten for at arbejde – i dag er det især udsendte for danske firmaer, eksportører og udviklingsrådgivere, som flytter til den arabiske verden for at arbejde.
Mellemøsten i dansk litteratur
Mellemøsten eller Orienten, som man især tidligere betegnede området, har gennem flere hundrede år givet inspiration til danske kunstnere. Billedkunstnere, digtere, forfattere og musikere har ladet sig inspirere af forestillingen om Orienten.
Adam Oehlenschläger (1779-1850), B. S. Ingemann (1789-1862) og H. C. Andersen (1805-1875) er eksempler på forfattere, som har ladet sig fængsle af ideen om Orienten som både mystisk og forførende. Oehlenschläger skrev skuespillet ”Aladdin eller den forunderlige Lampe” (trykt i Poetiske Skrifter, 1805), inspireret af et eventyr fra Tusind og een Nat, og senere den østerlandske fortælling ”Aly og Gulhyndy” (trykt i Digtninger I, 1811).
B. S. Ingemann var også fanget ind af en romantisk eksotisme, som bl.a. kommer til udtryk i digtkredsen Holger Danske (1837), hvor Østens riger bliver et billede på Paradis. Også hans dramatiske eventyr Salomons Ring (1839) har østerlandske toner, ikke mindst i det lyriske forspil (efter Højsangen) ”Sulamiths og Salomons Sange”.
H. C. Andersens En Digters Bazar (1842) skildrer en rejse til Konstantinopel. Samme H. C. Andersen skrev digtet ”Ørkenens Søn” som en del af suiten ”Hjertets Melodier” (Phantasier og Skizzer, 1831):
Den vilde Hengst jeg tumler,
Vi flyve paa Sletten afsted,
Men Hjertet slipper dog ikke
Den stærke Kjærlighed.
Som Solen brænder i Sandet,
Saa brænder det dybt i mit Bryst;
Det er som Hjertet vil sprænges
Af Længsel og af Lyst!
Saa høi og saa stor er Himlen,
Med Sol og Stjerner paa,
Dog rummer den ei den Flamme,
Mit Hjerte dølge maa!
Der brænder mig Ild i Blodet,
Flyv, vilde Hengst, afsted!
Mit unge Hjerte sprænges
Af haabløs Kjærlighed.
I dag kan man også finde relationen til Mellemøsten i den danske litteratur. Henrik Nordbrandt (f. 1945) har været bosat i Tyrkiet gennem mange år og har på denne måde bragt Mellemøsten tæt på en dansk sammenhæng, såvel i avisartikler og kommentarer som i en lang række digtsamlinger. Et godt eksempel er Opbrud og ankomster fra 1974.
Jørgen Gustava Brandt (f. 1929) har opholdt sig i Jerusalem og omegn, hvilket først og fremmest kan ses i den store digtsamling Her kunne samtale føres (1978). En politisk digtsamling til fordel for Yasir Arafat og den palæstinensiske sag er Klaus Høecks (f. 1938) Sorte sonetter fra 1981.
Iselin C. Hermann (f. 1959), som har rejst i Syrien, har blandt andet skrevet romanen Der hvor månen ligger ned (2002), hvis handling foregår i Damaskus. Og den unge digter Jesper Berg (f. 1967) har slået sig ned i netop denne by.
Mellemøsten i det danske sprog
Det danske sprog har i gennem tiderne lånt flere ord fra arabisk. Nogle ord er kommet til Danmark i forbindelse med at mennesker fra Mellemøsten er flyttet til Danmark og at danskere har rejst i Mellemøsten. Det er fx ord som knytter sig til mad eller religion – falafel, humus, imam eller muslim.
Der er også ord i det dansk sprog som de færreste er klar over kommer fra arabisk. Ord for ting, som ellers repræsenterer noget typisk dansk er – når man kikker nærmere efter – indlånt fra arabisk. Kartoffel, alkohol, kaffe, giraf og marcipan er faktisk låneord fra arabisk. Den bestemte artikel ’al’ fra arabisk genfindes udover i alkohol også i ord som alkove, algebra og alkymi.
Fra tyrkisk er kommet ord som sorbet, turkis og yoghurt, og fra persisk har vi bl.a. ’lånt’ ordene sjal og karavane.
Du kan læse mere i Erik Hansens artikel ”Arabiske, tyrkiske og persiske ord i dansk” (Den arabiske rejse (1996) udgivet af Forhistorisk Museum Moesgård) eller her.
Danske arkæologer i Mellemøsten
I Danmark er der en lang tradition for arkæologiske ekspeditioner til Mellemøsten. Afslutningen på 1. Verdenskrig og det osmanniske imperiums sammenbrud betød at store dele af Mellemøsten kom under fransk og engelsk mandat. Dette gav de europæiske stormagter mulighed for at anlægge store udgravninger og arkæologiske projekter rundt omkring i området – Danmark var også med på bølgen.
Som eksempler på disse udgravninger kan nævnes projektet i Palmyra, Syrien (1924-25), hvorfra man i dag på Glyptoteket i København kan se en enestående samling af gravskulpturer fra Palmyra, og undersøgelsen af Citadelhøjen i den syriske by Hama (1930-38), som Carlsbergfondet stod bag. Udgravningerne i Tell Seilun, Palæstina (1926,1929, 1932) er et eksempel på hvorledes europæerne forsøgte at lokaliserer steder, som omtales i bibelen.
2. Verdenskrig satte en midlertidig stopper for de arkæologiske eventyr, men i 50’erne og 60’erne blomstrede arbejdet op igen og i denne periode under større medie bevågenhed her i Danmark bl.a. skabt ved den unge prinsesse Margrethe deltagelse i den fællesskandinaviske Nubienekspeditionen til Egypten.
Som et eksempel på udgravninger fra denne periode kan nævnes ekspeditionen til Bahrain i 1953 – dette foregik med støtte fra Forhistorisk museum i Århus – og så sent som 2004 blev der sendt en ny ekspedition af sted til Bahrain – læs mere på Moesgård Museums hjemmeside.
Videnskabens historie
Muhammeds åbenbaringer fra 610 til hans død i 632 danner grundlag for Islams opståen. I forbindelse med denne nye religions tilblivelse og de efterfølgende erobringstogter opstod også et nyt center for videnskaben – arven fra den græske, persiske og indiske videnskab mødtes gennem det arabiske sprog ved et storstilet oversættelsesprojekt .
I 711 gik islamiske hære over Gibraltarstrædet og erobrede den spanske halvø, og i 1001 blev det nordlige Indien erobret. Disse erobringer skabte økonomiske velstand og politisk stabilitet. Samtidig havde den nye religion en drivkraft – der lægges vægt på at man skal opsøge viden, og uddanne sig. Kombinationen førte til at den arabiske verden i de følgende århundreder var en blomstrende civilisation med fremgang på mange områder – både indenfor kunst, videnskab og velstand.
Man samlede og oversatte tekster fra græsk, persisk og indisk både indenfor matematik, lægevidenskab, naturvidenskab og filosofi. Således adopteredes det indiske talsystem (inklusiv ideen om nullet) og mødte den græske matematik. Det var samme talsystem, der senere kom til Europa via de arabiske handelsfolk. Ligeledes stammer hospitaler og kirurgiske instrumenter fra denne tid, og det samme gør universitetssystemet.
At matematikken og naturvidenskaben kom til Europa fra den arabiske verden, er mange af fagbegreberne udtryk for. Mange ord indenfor matematikken og naturvidenskaben er arabiske låneord – algebra, alkymi,
Den viden som blev samlet og videreudviklet i den arabiske verden i denne periode, danner grundlag for den europæiske videnskab, som vi kender den i dag. De klassiske græske værker fandt vej til de europæiske munkeklostre og blev her oversat fra arabisk til latin (biblioteket i Alexandria var blevet brændt, så originaludgaverne på græsk var gået tabt).
|
|
|