| |
| |
At gå i skole i Mellemøsten
|
|
| I dag kommer stort set alle børn i Mellemøsten i skole – det gælder både for piger og drenge. Men hvilken slags undervisning præger skolegangen, og hvordan forholder elever og lærere sig til begreber som respekt og lydighed? |
Af Lene Kofoed Rasmussen
Størstedelen af børnene i den mellemøstlige region kommer i skole i dag. Ifølge statistikken går mellem 70% og 99% af børn i skolealderen i skole. Næsten alle mellemøstlige stater har sat meget ind på at udbrede skolegang til alle, og det er lykkedes de fleste steder. Mange steder er 6-9 års skolegang blevet gjort obligatorisk, og flere steder udgør uddannelsesområdet en af de største poster på statens budget.
Får piger også uddannelse?
Der har tidligere været langt færre piger end drenge, der gik i skole, og færre kvinder end mænd, som fik en længere uddannelse. Forskellen er ikke blevet helt udjævnet, men på flere områder er den på vej til at blive det. Der er således meget lidt forskel på pigers og drenges skolegang i grundskolen, mens analfabetismen fortsat er noget mere udbredt blandt kvinder end blandt mænd.
Det er almindeligt, at piger og drenge går i forskellige skoler eller i forskellige klasser i den samme skole. Nogle steder går børnene sammen i grundskolen, men bliver delt på 4., 5. eller 6. klassetrin. Andre steder igen går piger og drenge sammen igennem hele skolegangen. På universitetsniveau bliver kønnene undervist sammen.
Skoleform og undervisningsmetoder
Antallet af elever i klasserne varierer fra land til land og fra skole til skole. Selvom det er vanskeligt at sige noget generelt, er der ofte flere elever i klasserne end herhjemme.
De fleste skoler har en obligatorisk skoleuniform. Skolen blev udbredt i en tid med stor engelsk og fransk indflydelse, og uniformen overtog man også herfra (også i England og Frankrig har man stadig skoleuniformer i dag). Det kan være bukser og skjorte for drengene og nederdel og skjorte for pigerne. Det kan også være en kjortel, som man bærer over sit eget tøj.
Når man ser på undervisningsmetoder, er der ikke blevet gjort op med udenadslære, men det er nu en metode som anvendes blandt mange andre undervisningsmetoder. Der bliver også mange steder eksperimenteret med projektarbejde, featureuger og temadage.
Ser man på hvilke fag, der bliver undervist i, er der ingen tvivl om, at traditionelle boglige fag fylder skoleskemaet næsten alle steder. Idræt og musiske fag, som musik og kunst, står sjældent på skemaet. På den anden side er der mange steder musik- og sportsaktiviteter uden for skemaet.
I Mellemøsten har der ikke som i Danmark været et egentligt opgør med autoriteter og disciplin i skolen. Elevernes forhold til læreren er generelt præget af respekt, og der lægges vægt på at holde en forholdsvis streng disciplin i klasserne. Nogle steder sker der alligevel en gradvis udvikling frem mod mere dialog og aktiv elevdeltagelse.
Er respekt for læreren vigtig?
Safia, der er 16 år og går i 2. g. i Egyptens hovedstad, Cairo, mener ”ja, så afgjort”. Hun synes, det er et godt princip, at eleverne skal udvise respekt over for deres lærer. Hvis en lærer sætter hende til at gøre noget, som hun ikke synes er rimeligt, kan hun jo alligevel godt komme med indvendinger: ”Jeg prøver at diskutere med hende og få hende til at forstå mit synspunkt. Samtidig argumenter jeg på en anstændig måde. Jeg ville aldrig være grov over for hende, for hun er ældre end mig”.
En lærer på hendes skole, Hala, synes også, at respekt for læreren er meget vigtig: ”Selvfølgelig skal eleven respektere læreren, så det kan fungere. Eleven respekterer mig, men det er meget naturligt, at hun kan være uenig med mig. Måske laver jeg en fejl. Hvis jeg fx har skældt en pige for meget ud, og hun er uenig i den måde, hun blev behandlet på, så må hun gøre indsigelser. Men det kan gøres høfligt”. Hala siger samtidig, at hun synes det er vigtigt at ændre på den hidtil meget lærerstyrede undervisning i skolen: ”Når vi underviser børn, skal vi ikke trække vores idéer ned over hovedet på dem. Jeg prøver at arbejde ”nedefra-og-op” og ikke ”ovenfra-og-ned”.
Mona, som er lærer på en anden skole, er forarget over al den tale om respekt. Hun er sådan set enig med Safia og Hala i, at eleverne skal være respektfulde: ”Giv udtryk for din mening, vær uenig med mig, men vær høflig”, siger hun. Men problemet er ifølge Mona, at der er en tendens til, at man opfatter respekt som det samme som lydighed. Og ”lydighed bliver vægtet utrolig højt i de egyptiske skolebøger. Barnet får den idé, at ulydighed er fuldstændig uacceptabelt, men det er det ikke altid, nogle gange er det endda nødvendigt”. Mona synes, at respekt i form af lydighed giver problemer i samfundet som helhed: ”Jeg mener, at problemerne i mit land er, at folk er så negative og inaktive. Det skyldes, at de har fået lydighed indprentet i alt for høj grad”.
En god skole
Udtalelserne fra Safia, Hala og Mona faldt i samtaler sidst i 1990´erne. De afspejler en aktuel debat om, hvordan en god skole skal være.
Der er mange forskellige synspunkter i forhold til det emne i Mellemøsten. Men det er et typisk træk ved diskussionen, at man ikke gør fuldstændigt op med respekt og andre af de traditionelle dyder som for eksempel disciplin.
Fortalerne for at ændre skoleformen forsøger at få mere dialog og åbne for, at eleverne kan deltage mere aktivt i undervisningen, og fastholder samtidig, at der skal være respekt og disciplin i klassen.
|
|
|