| |
| |
Fodbold og politik i Iran
|
Iransk sportsavis, Teheran 2005
Foto: Michael Irving Jensen
| Forskere, der beskæftiger sig med Mellemøsten, kaster sig efterhånden over snart sagt alt. I de senere år er der en række forskere, der er begyndt at beskæftige sig med fodbold, ikke fordi de nødvendigvis er fodboldfans, men fordi de har opdaget en dristig politisk dialog på og omkring fodboldstadionet. Vesten, identitet og kønsroller bliver udfordret og diskuteret indirekte og direkte i de lumre omklædningsrum og på tribunerne blandt tilskuerne, for i en region hvor regimerne ikke giver megen plads til debat og forskellighed, er det ikke i morgenaviserne, at debatten skal findes. |
Af Mette Søltoft
Det viser sig for eksempel, at Irans fodboldhistorie er en arena for mange forskellige sociale og politiske fraktioner. Ud over fodboldspillet foregår der en indædt og følelsesladet kamp om race, klasse og køn.
For et par år siden kunne vagtmændene således ikke holde en gruppe kvinder tilbage, der sprængte indhegningen til et af Irans store fodboldstadioner. Siden hen har der været en stadig debat om tilskuerreglerne, og indimellem har regeringen tilladt kvinder på tilskuerpladserne og andre gange er de blevet forment adgang. Kvindesagen er derfor meget konkret på dagsordenen, hver gang der bliver spillet en fodboldkamp.
Fodbold er den mest populære sport i Iran, og hver dag trykkes der flere fodboldaviser end almindelige aviser. De populære fodboldspillers ægteskaber, skilsmisser og benbrud bliver fulgt af millioner af iranske læsere hver dag. Den officielle avis for den islamiske republik, Jumhuri-yi islami, har da også argumenteret for, at fodboldfeberen er et led i et kolonialt plot, der skaber sorte markeder for billetter og narkotika. Ligeledes har avisen ofte forsøgt at modstille traditionelle iranske værdier som ridderlighed og ære med hooliganisme, der sidestilles med det korrupte Vesten. Det værste er dog ifølge avisen, når medlemmer af den islamiske propaganda-komite bliver gjort til grin, fordi medlemmerne forsøger at få fodboldtilskuerne til at synge islamiske slogans i begyndelsen af kampen.
Fodbold er skræmmende for regimet, for i Iran følger der ofte demonstrationer og gadeoptøjer med fodboldkampene, og indimellem har den iranske republik endog følt sig nødsaget til at aflyse kampe.
Sport er sundt, mener regimet, og derfor en god ting, men den spænding og begejstring, den udløser, bryder regimet sig ikke om, og det er decideret bekymrende ifølge lederskabet, hvordan fodbold er med til at udbrede Vestens kultur. Maradonas ørering, Beckhams frisure, og de tyske landsholdsdragter bliver alt sammen efterlignet af både fans og spillere. For nyligt har flere iranske spillere derfor fået forbud imod at spille, idet deres Beckham-frisurer betragtes som uislamiske og anti-revolutionære.
Men igen er der ikke tale om en simpel modsætning mellem oprør og herskermagt, for de mest entusiastiske fodboldfans hører til selv samme klasse i befolkningen, som yder regimet størst opbakning. I en fangelejr i Irak, som bestod af iranske soldater, der frivilligt havde meldt sig til Iran-Irak krigen (1980-1988), har undersøgelser vist, at disse krigsfanger vidste alt om britisk fodbold, og fodboldturneringerne var en af de største attraktioner i lejrlivet.
Fodbold i en palæstinensisk-israelsk sammenhæng
I Palæstina-Israel konflikten har fodbold vist sig at have nogle helt andre politiske konsekvenser. Fodbold blandt palæstinenserne i Israel har til tider mobiliseret til palæstinensisk national bevidsthed, og til andre tider til lige det modsatte. I dag bliver fodbold nemlig på overraskende vis brugt til at underspille eller sløre palæstinensernes nationale identitet. Et grelt eksempel på dette, kan høres i svaret hos den berømte palæstinensiske fodboldspiller Walid Bdeir, der ofte har spillet på det israelske landshold. Han fik stillet et spørgsmål om sin bedstefar, der var blevet myrdet af israelske tropper i en massakre i en lille, arabisk landsby i Israel i 1956. Walid Bdeir svarede: ”Det hører fortiden til, det taler vi ikke om der hjemme.”
Den samme negligering af den arabiske identitet ses hos de palæstinensiske fans, der støtter de store israelske klubber, der har sikret sig de bedste palæstinensiske spillere. For palæstinensiske fans er fodbold således blevet et sted, hvor de midlertidigt kan suspendere deres nationale identitet, som ellers er en konstant hindring i deres dagligdag. I de store israelske klubber slutter palæstinensiske fans sig derfor paradoksalt til israelske fans for sammen at hylde deres fælles fodboldhold.
Hos Hamas i Gaza er fodbold også en politisk varm kartoffel. En sejr i det halvårlige opgør imod et af den tidligere leder Arafat’s politisk støttede fodboldhold, er ikke kun en sportssejr, men i høj grad en moralsk og politisk sejr.
I den daglige træning i Hamas’ fodboldklub, er det en anden politisk kamp, der bliver ført. Her drejer det sig om at styrke moralen hos de unge spillere, og det gør træneren blandt andet ved at kræve, at spillerne hiver ned i deres shorts, så at de ikke viser for meget af deres bare ben; det er uislamisk! En opsang der foregår dagligt, for spillerne trækker altid ubemærket deres shorts op igen, for tøjet og dermed længden på shortsene er en del af deres identitet og repræsenterer og synliggør deres idealer. For uanset hvor fromme muslimer de end er, så er deres fodbold-idoler de store spillere fra klubberne i vesten; Ronaldino, Zidane, Ronaldo, osv. Mænd der ikke generer sig ved at vise ben.
Fodbold og uventede diskussioner
Fodbold i mellemøstforskningen komplicerer billedet af Mellemøsten, for modsætningsforholdene mellem islamist og sekulær, moderne og traditionel opløses. De faste modsætningspar sprænges og deler sig i mange flere forhold, og uventede og meget politiske diskussioner dukker op, blandt andet om kvindefrigørelse, integration og forholdet til Vesten. Fodbold-forskere har udvidet stadionet og har sparket mange flere bolde i vejret, end dem vi er vant til inden for den politiske mediedækning. Resultatet er langt mere forvirrende, til gengæld mindre kategorisk, og ejendommeligt nok virker det ikke så håbløst.
Kilder:
Sorek, Tamir: 'Palestinian Nationalism has left the Field: A shortened History of Arab Scoccer in Israel.’ Int. J. Middle East Stud. 35 (2003)
Chehabi, H. E.: 'A Political History of Football in Iran.’ Iranian Studies, vol 35. Number 4, Fall 2002.
Jensen, Michael Irving: 'Hamas i Gazastriben', København 2002
|
|
|