| |
 | 'PASSION'
AF MOHAMED MALAS · SYRIEN · 2005
Enhver fugl synger med sit eget næb, men ikke alle melodier er skønsang i islamisternes ører. ‘Passion’ er baseret på den virkelige historie om en syrisk kvinde, der blev myrdet af sine mandlige familiemedlemmer. Hendes forbrydelse bestod i hendes lidenskab for musik, i særdeleshed den egyptiske sangerinde Oum Khaltoum. Selvfølgelig handler det om en slags æresdrab, men selv foretrækker instruktøren at betone filmens politiske indhold, heriblandt historien om kvindens bror, der er fængslet på grund af medvirken i anti-Bush demonstrationer i Damaskus. |
 | 'THE MESSAGE: THE STORY OF ISLAM'
AF MOUSTAPHA AKKAD · LIBANON · 1977
‘The Message’ blev indspillet i to udgaver, en på arabisk og en på engelsk. Anthony Quinn spiller filmens centrale figur, Muhammeds onkel Hamza, mens Muhammed er fraværende i filmen af respekt for Koranens billedforbud. Det tætteste, man kommer profeten, er scener anskuet fra dennes synsvinkel. Og så præsenterer filmen et overraskende progressivt kvindesyn, garneret med slagscener, der ville have været en David Lean værdig! Instruktøren døde som følge af de kvæstelser, han pådrog sig under selvmordsbombeangrebet på Radisson Hotel i Amman i 2005.
Læs mere om 'The Message' her |
 | 'A PERFECT DAY'
AF JOANA HADJITHOMAS OG KHALIL JOREIGE · LIBANON · 2005
Hvordan forliger man sig med sine nærmestes ‘forsvinden’, når man ikke ved, om de er i live eller døde og begravede? Det er hovedtemaet i ‘A Perfect Day’, der fortæller om en mor og hendes voksne søn, som på hver deres vis prøver at udfylde hullet efter faderen, som ikke er set, siden borgerkrigen var på sit højeste 15 år tidligere. Med sine moderne, fremmedgjorte eksistenser kunne ‘A Perfect Day’ være Antonioni-film i mellemøstlig klædedragt, men den ironisk betitlede film er også en slående meditation over fortiden og de traumer, der følger af at bo og vokse op midt i en krigszone. |
 | 'PARADISE NOW'
AF HANY ABU-ASSAD · PALESTINA · 2005
‘Paradise Now’ beretter om to mænd fra Nablus, som accepterer en selvmordsmission i Israel, men siden kommer i tvivl om værdien af projektet. Nok er Allah stor, men ikke så stor, at man for enhver pris vil ofre sit liv på hans og troens alter. Som Hany Abu-Assad meget fint illustrerer, er det ikke tanken om mødet med håndfulde af jomfruer i efterlivet, som er motivationen. Snarere er det gruppepres, afmagt og de udsigtsløse sociale og politiske omstændigheder, som får mænd i deres bedste alder til frivilligt at gå i døden.
Roskilde, 2. september
Helsingør, 3. september |
 | A NEW DAY IN OLD SANA'A
AF BADER BEN HIRSI · YEMEN · 2005
'A New Day in Old Sana'a' - angiveligt den første spillefilm fra Yemen nogensinde - fortæller en klassisk historie om en adelig ung mand spændt op mellem kærlighed og tradition med den maleriske hovedstad Sana'a som det henførende bagtæppe. 'En Lonely Planet-junkies våde drøm,' konkluderede branchebladet Variety om filmens forjættende tusind og én nat-panoreringer foretaget af en ung italiensk fotograf. Den engelsktalende mand inddrages i sin lokale assistant Tariqs problemer op til det planlagte bryllup med den smukkeste kvinde i Sana'a, Bilquis. Den kommende brud er blevet set ved morgengry, dansende i en hvide kjole, Tariq har foræret hende. Eller var det nu Bilquis, som udfordrede de gode yemenitters smag og moral? Tildækkede kvinder hører til dagens orden på de kanter, men filmen byder alligevel på mængder af smukke kvindeportrætter - med og uden slør. |
 | AVENGE BUT ONE OF MY TWO EYES
AF AVI MOGRABI· ISRAEL· 2005
Myterne om Samson og Masada belærer de unge israelere om, at døden er at foretrække frem for underkastelse. Avi Mograbi vender imidlertid det patriotiske projekt grundigt på hovedet i en dokumentarfilm, der i stedet trækker klare, provokerende paralleller til israelernes ydmygelser af det palæstinensiske folk. Bønder får ikke lov til at pløje deres egne marker, børn strander ved checkpoints på vej hjem fra skole og heller ikke de tudsegamle koner kan slippe forbi grænsevagterne. Instruktøren giver stemme til de udmattede menneskers afmagt, der spejles i hebræernes protester over romerne og Samsons over for filistrene. Avi Mograbi tror på en frugtbar dialog, både med de besatte palæstinensere og de allestedsnærværende israelske tropper - med en telefonsamtale mellem den israelske instruktør og en palæstinensisk ven som filmens sindrige rammefortælling. |
 | BAB EL-OUED CITY
AF MERZAK ALLOUACHE · ALGERIET · 1993
Det er hele 12 år siden 'Bab El-Oued City' havde verdenspremiere i Cannes, men filmen har desværre ikke tabt i aktualitet. 'Bab El-Oued City' udspilles i en fattig bydel i Algier. Fra husenes tage tordner islamisternes propaganda ud af højtalerne. En dag blive larmen for meget for en ung bager, der smider en af højtalerne i havet og snart jages af blodtørstige fundamentalister. Kvarterets imam repræsenterer de mere tolerante strømninger i samfundet, men han er op imod stærke kræfter, bl.a. repræsenteret af lejesoldater, der er vendt tilbage fra Afghanistan, hvor de har fundet Allah i kampene mod de russiske besættelsesstyrker. Det store spejles fint i det små i Allouaches persongalleri, som også omfatter kvinder, der kæmper for at gøre sig fri af traditionernes åg. |
 | CHRONICLE OF A DISAPPEARANCE
AF ELIA SULEIMAN · PALÆSTINA · 1996
Elia Suleiman blev den første palæstinensiske prisvinder i Cannes med 'Guddommelig indgriben' (2002), men havde allerede fundet sin egen, særegne stemme med sin selvbiografiske debutfilm. Instruktøren spiller selv en palæstinensisk filmmand, som for en stund tager sit tabte hjemland i øje. Filmen starter i et dokumentarisk leje med fokus på folk og fæ i Nazareth, hvor vi bl.a. møder to souvenirsælgere, som lever af at fylde 'helligt vand' på flasker - direkte fra hanen. Filmens anden del udspilles i Jerusalem og er mere politisk i sin form. Suleimans tørre, underspillede humor har ført til sammenligninger med Jacques Tati, men under den barokke overflade får instruktøren skam også taget det palæstinensiske 'problem' under seriøs behandling - uden at levere færdigstrikkede løsninger. På filmens lydspor følges Natascha Atlas til dørs af stærke mellemøstlige navne som Alla, Abed Azrie, Samira Saffo, Naiat, Pemahan og Yma Shama. |
 | CROSSING THE BRIDGE
AF FAITH AKIN · TYRKIET · 2005
Kulturbroen krydses begge veje i Fatih Akins dokumentarfilm om Istanbuls vidt forgrenede musikscene - guidet af Alexander Hacke fra den eksperimenterende tyske rockgruppe Einstürzende Neubauten. Den tyske musiker (som også leverede lydsporet til Akins Berlin-vinder 'Mod muren') checker ind på Grand Hotel de Londres i Istanbul for at lære hele den tyrkiske musik at kende. Og så kommer publikum ellers med på en rejse, hvor moderne toner blandes med ældgamle traditioner. Fra basen i det mondæne Beyoglu-kvarter opsøger Hacke alt fra syrede rockbands over orientalsk inspirerede dj's til politisk engagerede kurdiske sangere, der på hver deres facon bygger bro mellem de østlige og vestlige musikkulturer. Den rene feel good-film er der dog ikke tale om, for både instruktør og guide vier også opmærksomhed til livet i Istanbuls mere betændte underbug. |
 | HEAVEN'S DOORS
AF SWEL NOURY & IMAD NOURY · MAROKKO · 2006
Det marokkanske brødrepar Swel og Imad Noury har i en alder af hhv. 28 og 23 år begået en både hårdkogt og frenetisk iscenesat mosaik, der lader flere skæbner og historier krydse spor i Casablancas nådesløse gader. Filmen er passende produceret af instruktørernes mor, for det er ikke mindst mødrenes indflydelse på deres afkoms liv (og vice versa), som filmen så kraftfuldt tager under behandling. 'Heaven's Doors' består af tre hovedspor, som kædes sammen af et hævndrab, der går grueligt galt. Gangstere og håndvåben er en eksplosiv cocktail, også i Marokko, men i filmens anden, gribende historie skiftes der gear. Her gælder det en amerikansk kvinde, som har knyttet flere marokkanske bånd, mens sidste afsnit stiller skarpt på en mand, der løslades efter 15 år i fængsel - og pludselig må leve op til sit ansvar. |
 | HOW I LEARNED TO OVERCOME MY FEAR AND LOVE ARIK SHARON
AF AVI MOGRABI · ISRAEL · 1997
Op til det israelske valg i 1996 sætter militærnægteren Avi Mograbi sig for at lave en film om nationalisten Sharon, på det tidspunkt bedst kendt som tidligere kabinet-minister og hærchef med blod på hænderne. Undervejs opdager Mograbi, at Sharon slet ikke er så monstrøs som forventet. Som kampagnen skrider frem, sætter Mograbi sin politiske idealisme til side og kommer overraskende tæt på Sharon, for til sidst at befinde sig i en ret så bizar situation: Han danser med ortodokse jøder og synger hyldestsange til Netanyahu! Mograbis kone advarer ham undervejs. Da filmoptagelserne tager en uønsket retning, ender hun med at forlade ham, fordi hun mener, at han har mistet sin politiske og moralske fornuft. 'How I Learned...' væver portrættet af Arik Sharon sammen med Mograbis egen mere eller mindre fiktionaliserede udviklingshistorie. Men dens sande bedrift er i lige så høj grad skildringen af et uoverskueligt politisk morads og de svært udredelige grænser mellem de politiske fløje i dagens Israel. |
 | KISS ME NOT ON THE EYES
AF JOCELYNE SAAB · LIBANON · 2006
Dunia, som både er den unge hovedpersons navn og originaltitlen på 'Kiss Me Not On The Eyes', er datter af en berømt egyptisk mavedanser. Hun vil gerne gå i moderens fodspor, men jonglerer samtidig med tre mænd, som alle får indflydelse på hendes liv: Hendes mentor, hendes tilkomne og hendes strenge danselærer. 'Kærligheden i den arabiske digtning' er emnet for et speciale, som den unge, billedskønne hovedperson arbejder på, og her spiller den fysiske kærlighed også med, hvilket hendes midaldrende bejler snart må undgælde for. Tradition og modernitet strides i det hele taget voldsomt i Jocelyne Saabs herligt kulørte melodrama, som blander sanselige tusind og én nat-stemninger med offensive kønspolitiske statements, hvor kvindelig omskæring bare er ét af de vægtige temaer. |
 | RADICAL CLOSURE - KORTFILMSPROGRAM 1
AKRAM ZAATARI (KURATOR) · MELLEMØSTEN
Tre kortfilm med ideologi og fædrelandsfølelse som omdrejningspunkt. Hatice Güleryüz viser i 'The First Ones' (Tyrkiet 2000, 4 min.), hvordan man allerede i skolealderen bliver knyttet til sit fædreland gennem afsyngning af nationalsangen. Programmets længste indslag er Jean-Luc Godards 'Here and Elsewhere' ('Ici et ailleurs', Frankrig 1976, 60 min.). Filmen er en dekonstruktion af et projekt, Godard sammen med sit marxistiske filmkollektiv Groupe Dziga Vertov havde lavet i Palæstina seks år tidligere, men som var blevet afbrudt af terrorhandlingerne i 1970 ('Sorte september'). Sidste del er Elia Suleimans tydeligt selvbiografiske 'Homage by Assassination' (Palæstina/USA 1992, 28 min.), der skildrer en eksileret palæstinensers hverdag i USA. |
 | RADICAL CLOSURE - KORTFILMSPROGRAM 2
AKRAM ZAATARI (KURATOR) · MELLEMØSTEN
Ti meget forskellige nedslag i hverdagens Mellemøsten. Vi oplever bl.a. en drengs omskæring, hører om en husmors forhold til tv og møder en mand, der taler til en Rambo-plakat. Hatice Güleryüz: 'Intensive care' (Tyrkiet 2001, 2 min.). Vlatko Gilic: 'In Continuo' (Jugoslavien 1971, 11 min.). Rabih Mroueh: 'Face A/Face B' (Libanon 2002, 9 min.). Olga Nakkas og Hassan Zbib: 'Mon ami Imad et le taxi' (Libanon 1985-2005, 19 min.). Ziad Antar: 'WA' (Libanon 2004, 2 min.). Ziad Antar: 'Tambourro' (Libanon 2004, 3 min.). Mona Hatoum: 'Measures of Distance' (England/Libanon 1988, 15 min.). Sherif Elazma: 'Interview with a housewife' (Egypten 2001, 17 min.). Nurit Sharett: 'Winter at Last' (Israel 2005, 20 min.). Forugh Farrokhzad: 'The House is Black' ('Khaneh Siah Ast', Iran 1963, 21 min.). |
 | RADICAL CLOSURE - KORTFILMSPROGRAM 3
AKRAM ZAATARI (KURATOR) · MELLEMØSTEN
Det tredje 'Radical Closure'-program består af syv kortfilm med 'militær-kultur' som fællesnævner - fra 'intelligente' våben over militære modeshow til en refleksion over gidseltagning i Libanon. Harun Farocki: 'Auge/Maschine III' (Tyskland 2003, 15 min.). Avi Mograbi: 'Detail' (Israel 2004, 9 min.). Oussama Mohammad: 'Khatwa Khatwa' ('Step by Step', Syrien 1978, 25 min.). Köken Ergun: 'Ben Askerim' (Tyrkiet 2005, 6 min.). Sharif Waked: 'Chic Point' (Israel 2003, 7 min.). Omar Amiralay: 'Tabaq Al Sardine' (Syrien/Frankrig 1997, 18 min.). Walid Raad: Hostage: 'The Bachar Tapes' (Libanon/USA 2000, 17 min.). |
 | SKILDPADDER KAN FLYVE
AF BAHMAN GHOBADI · IRAK/ IRAN · 2004
'Skildpadder kan flyve' går for at være den første spillefilm fra Irak efter Saddam Husseins fald. Filmen stiller skarpt på en kurdisk flygtningelejr, hvor man afventer amerikanernes invasion af Irak. Den italienske neorealisme ligner instruktørens forbillede, lige som det var tilfældet i den kurdiske instruktørs to første film, 'De berusede heste tid' og 'Marooned in Iraq'. Skuespillerne er amatører, men dobbelt autentiske for det, i særdeleshed den lemmeløse dreng, som rydder miner med de bare tænder! Krigens meningsløshed er særligt indtrængende oplevet gennem børnenes optik, men 'Skildpadder kan flyve' er i høj grad også en voksenfilm, der på smukkeste vis afstemmer kulørt hverdagsdrama med lige dele politisk satire og social indignation. |
 | SOUND OF THE SOUL: THE FEZ FESTIVAL OF WORLD SACRED MUSIC
AF STEPHEN OLSSON · USA / MAROKKO · 2005
Som titlen angiver, er det den store Fez Festival of World Sacred Music, som Stephen Olsson har dokumenteret - i prangende billeder og perfekt lyd. Den marokkanske festival afvikles i tolerancens tegn og frekventeres af alt fra højtstående diplomater til almindelige freaks, der ikke kan få nok af den fede marok. Alene de marokanske indslag er hele billetprisen værd. På plakaten er bl.a. følgende navne: Sayed Temsamani Group, Malhoun, Francoise Atlan & the Mohammed Brioul Orchestra, Fraja, Farida Mahwash and the Kabul Ensemble, Anuna, Sama Souhouri, Tariqa Harraquia, Katia Guerriro, the Tallis Scholars, Dimi Mint Abba, Nass El Ghawane, the McCollough Sons of Thunder, Gnawa, the Sirine Choir og Venance Fortunat. |
 | SUFI SOUL: THE MYSTICAL MUSIC OF ISLAM
SIMON BROUGHTON · ENGLAND
Oprindeligt hed Simon Broughtons dokumentarfilm 'Troubadours of Allah', men navneskiftet er velbegrundet. 'Sufi Soul' sætter ikke mindst fokus på sufismen, der i alle sine udtryk - og i særdeleshed de musiske - prædiker tolerance og flerstemmighed. Den ekstatiske dimension er aldrig fraværende i musikken, der stammer fra lande som Syrien, Tyrkiet, Pakistan og Marokko. Det er forfatteren og historikeren William Dalrymple, som med smittende begejstring tager publikum ved hånden og giver eksempler på musikken, som skal føre menneskene tættere på Gud - stik imod fundamentalisternes principper, der i strengeste tilfælde forbyder al form for musiceren. Filmens musikalske bidrag er af første skuffe og omfatter alt fra qawwali-mesteren Nusrat Fateh Ali Khan over hvirvlende dervisher i Istanbul til Youssou NDours seneste optræden på festivalen i Fez (der er emnet for endnu en film i programmet, 'Sound of the Soul: The Fez Festival of World Sacred Music'). |
 | TEHRAN 1380 + GOOD TIMES/BAD TIMES + PERSEPOLIS
AF TIRDAD ZOLGHADR & SOLMAZ SHAHBAZI · IRAN · 2002
'Tehran 1380', 'Good Times/Bad Times' og 'Persepolis' er tre korte korte dokumentarfilm, der på hver deres vis skildrer byudviklingen i Teheran, som siden 1980 har fået firedoblet sin befolkning og nu kan præstere et befolkningstal på mere end 12 millioner mennesker (og 5.000 trafikuheld om dagen!). Filmene giver et alt andet end orientalsk billede af et urbant morads, hvor tradition og modernitet brydes i ét væk, mens arkitektur og boligindretning afspejler de mennesker, som befolker byens rum. I trilogien opleves festivalens hovedtema - identitet under forandring - ikke kun som et 'før' og et 'efter', men i høj grad som en synlig, igangværende proces. Som ekstra bonus vises Tirdad Zolghadrs 'Tropical Modernism' - et tankevækkende essay om den forpinte iranske venstrefløj. |
 | THE YACOUBIAN BUILDING
AF MARWAN HAMED · EGYPTEN · 2006
Den dyreste egyptiske film nogensinde er også blevet en af de ypperste, der endnu er produceret i hvad der førhen gik under betegnelsen 'Hollywood ved Nilen'. 'The Yacoubian Building' er baseret på Alaa Al Aswanis bestseller af samme navn og tager i sit enkle portræt af livet i en gammel bygning i Kairo livtag med mange kontroversielle emner, ikke mindst i en arabisk kontekst. Seksuelle udskejelser og homoseksualitet er blot to emner i en mosaikfilm, som også går kritisk til politisk korruption og islamisk terrorisme. Bygningen er et mikrokosmos, der på diskret vis afspejler det makrokosmos, som det egyptiske samfund udgør. Rollerne er besat af Egyptens største stjerner, mens den debuterende instruktør har kunnet læne sig op ad sin berømte far, Waheed Hamed, der har begået det gennemsolide manuskript. Overraskende nok lod de lokale censorer filmen passere uden klip inden den egyptiske premiere i juni, men ved programdeadline var parlamentet blevet inddraget, så filmen vil efter al sandsynlighed blive klippet ned til sømmelighedens rammer. Det er naturligvis den fulde, uklippede version, som vises på festivalen.
Internet: www.yacoubian-lefilm.com |
 | UMM KULTHUM: A VOICE LIKE EGYPT
AF MICHAEL GOLDMAN · EGYPTEN/USA · 1996
Der var landesorg i Egypten, da Umm Kulthum døde i 1975. I denne gribende dokumentar - med Omar Sharif i fortællerens rolle - oprulles hele divaens livhistorie suppleret af generøse liveoptagelser, som understreger stemmens særegne format. Umm Kulthum havde en Ella Fitzgeralds musikalitet kombineret med et publikum af Elvis Presley-lignende dimensioner. Både eksperter og lægfolk - inklusive Nobelprismodtageren Naguib Mahfouz - giver sangerinden varme ord med på vejen, men filmen kommer også til at handle om Egyptens historie i en bredere sammenhæng. Umm Kulthum var en simpel bondepige, der startede med at optræde med religiøse sange, som skulle supplere familiens magre indkomster. Hendes unikke stemme kom dog hurtigt andre for øre, og inden længe havde hun fri adgang til panasset i Kairo, ligesom hun blev en udtalt støtte for præsident Nasser, hvis sag hun talte i hele den arabiske verden. |
 | HA' USHPIZIN
AF GIDI DAR · ISRAEL · 2005
I Jerusalem er det ikke alting, som går lige efter bogen. Tværtom bereder de hellige skrifter store problemer for den ultra-ortodokse jøde, som er centrumfigur i Gidi Dars komedie-drama. Filmholdet fik adgang til den centrale jødiske ghetto på betingelse af, at den færdige film aldrig ville blive vist på lørdage (i Israel), og at den lokale rabbiner velsignede projektet. Det gjorde han, og derfor kan man nu få et helt unikt og varmhjertet indblik i, hvordan livet leves blandt Israels ortodokse jøder. Og i tilgift hvordan et sådant minisamfund reagerer, når det kommer under pres udefra, helt konkret i skikkelse af to undvegne fanger, som på skamløs vis udnytter den gæstfrihed, de mødes med. Og historien får virkelig lov til at eskalere, ikke mindst fordi værtsfolkene tolker gæsternes ankomst som en prøvelse fra Gud! |
[ | ATTENTE (WAITING)
AF RASHID MASHARAWI · PALÆSTINA · 2005
Hvordan kan vor stat ikke have et nationalt teater? Hvordan kan vort nationale teater ikke have en stat? Spørgsmålene lyder simple, men i den israelsk-palæstinensiske konflikt er svarene langt fra enkle. Rashid Masharawi er selv vokset op i en flygtningelejr i Gaza, og det er også her, at hans film tager sin begyndelse. Hovedpersonen er en instruktør, der lader sig overtale til at prøvefilme 'skuespillere' til et endnu ikke opført palæstinensisk nationalteater. Med sig har han en tv-værtinde og en kameramand, og sammen turer de gennem flygtningelejre i Syrien, Jordan og Libanon. Instruktørens modvilje matches dårligt af hans ofres entusiasme, for som Shakespeare har formuleret det, så er hele verden en scene - også for et underkuet folk. Udgangspunktet er seriøst nok, men den vindende films tone er let og humoristisk, og siden verdenspremieren på sidste års filmfestival i Venedig har 'Waiting' fået publikum i tale verden over. |
 | LION OF THE DESERT (ØRKENKRIGENS HELTE)
AF MOUSTAPHA AKKAD · LIBYEN · 1981
'Ørkenkrigens Helte' er et endnu et storværk fra Moustapha Akkads hånd og atter med Anthony Quinn i hovedrollen. Filmen omhandler italienernes uddrivelse fra Libyen i 1930'erne og indeholder i sagens natur slagscener i rigt mål - med ridende libyske soldater i ulige kamp mod italienske tanks og jagerfly. Guerillalederen Omar Mukhtar (Quinn) og araberne er the good guys, mens ondskaben inkarneres af Oliver Reed, som spiller de italienske fascisters general, Slagteren, og Rod Steiger, der giver den som Benito Mussolini. Den libyske diktator Moammar Ghaddafi finansierede hele herligheden, men filmen skulle være historisk korrekt. 'Lawrence of Arabia' og 'Doctor Zhivago' med action, lyder dommen et sted. Filmen blev bandlyst i Italien, hvor den man den dag i dag stadig ikke kan se den. |
|
|