| |
FILMEN I DEN LIGGENDE HALVMÅNES LANDE
Man skal ikke skære over én kam og da slet ikke, når det gælder de levende billeder. I fagkredse taler man ikke om den arabiske filmkultur, men om de arabiske filmkulturer – i flertal. Og pluraliteten slår igennem i det udvalg, som vi kan præsentere her.
Hvis vi starter i vest, kan vi begynde med det marokkanske brødrepar Swel og Imad Noury, der i en alder af henholsvis 28 og 23 år har begået den stilfulde ‘Heaven’s Doors’ om gangstertyper i Casablancas mean streets.
I den lidt mere politisk korrekte afdeling finder man Merzak Allouaches nyklassiker ‘Bab El-Oued City’ – hvis man altså kunne påvise bare et eksempel på korrekt opførsel i Algeriet, hvis religiøse og politiske voldsspiral filmen effektivt engagerer publikum i.
Fundamentalismens favntag med moderniteten er også temaet for andre film i programmet, heriblandt libanesiske Jocelyne Saabs ‘Kiss Me Not On The Eyes’, der udspilles i Kairo og ikke mindst tematiserer kvindens rolle i et patriarkalsk samfund.
Det maskuline blik er nu ikke mindre kritisk. Elia Suleiman, som blev den første palæstinensiske prisvinder i Cannes med ‘Guddommelig indgriben’ (2002), bidrager med sin barokke, selvbiografiske debutfilm ‘Chronicle of a Disappearance’, der byder på raffineret dekonstruktion af både den vestlige og arabiske diskurs i forhold til Palæstina. Filmen introducerer os blandt andet for to souvenirsælgere fra Nazareth, som lever af at fylde ‘helligt vand’ på flasker - direkte fra hanen!
I Jerusalem går alting heller ikke lige efter bogen. Tværtom bereder de hellige skrifter store problemer for den ultra- ortodokse jøde, som er centrumfigur i den israelske komedie ‘Ushpizin’. Filmholdet fik adgang til lokalområdet på betingelse af, at den færdige film aldrig ville blive vist på lørdage (der som bekendt er jødernes ugentlige helligdag).
Festivalens generelle hovedtema – identitet under forandring – er ikke kun synligt som et ‘før’ og ‘efter’, men opleves i flere af filmene som en tydelig og helt visibel igangværende proces, helt bogstaveligt i Tirdad Zolghadr og Solmaz Shahbazis trilogi om Teheran, der siden 1980 har fået firedoblet sin befolkning og nu huser mere end 12 millioner mennesker!
Flerstemmigheden råder, så det er bare med at gå ombord i programmet, der samtidig giver flere håndfulde eksempler på, hvordan god filmkunst kan nuancere avisernes skarpt vinklede nyhedshistorier.
Klik her for at se festivalens fulde filmprogram
Læs mere hos NATFILM om sted og tidspunkt for de forskellige film |
SEMINAR: FILMEN I MELLEMØSTEN
Lørdag den 19. august 2006 fra kl. 14.00 til kl. 19.00
i Cinemateket, Gothersgade 55, København.
Læs mere...
|
|
Billede fra filmen "Yacobian Building"
Filmens historie i Mellemøsten
I faglitteraturen taler man ikke længere om den arabiske filmkultur, men om de arabiske filmkulturer. De lande, som festivalen omfatter, har naturligvis en del til fælles, men kulturelt og kunstnerisk er forskellene alligevel store. Her følger et kort rids af filmens historie i Mellemøsten
Af Kim Foss, NatFilm Festivalen
Maghreb-landene (Marokko, Vestsahara, Algeriet og Tunesien)
De første algeriske og marokkanske film blev først indspillet, efter landene blev uafhængige af kolonimagterne i henholdsvis 1962 og 1956. Algeriets filmproduktion handlede i mange år kun om frihedskampen med franskmændene, men op gennem 1970erne kom sociale og samfundsmæssige problemstillinger på dagsordenen, mens fundamentalismen var et yndlingsemne for de få film, der blev lavet i 1990'erne. For øjeblikket ligger landets filmproduktion rimeligt stille - af gode grunde. Også marokkansk film begyndte at træde i karakter 1970'erne, og Marokko har desuden nydt godt af de mange udenlandske filmproduktioner, som benytter landet som location, i særdeleshed filmstudierne i Ouarzazate. Tunesisk film har budt på mindre krasse film og er derfor også det land, som har haft flest film i dansk biografdistribution, senest Moufida Tlatlis "Fortielsernes palads".
Egypten
Egypten er det eneste arabiske land, som kunne prale med en egen filmproduktion allerede i kolonitiden. Med hovedvægt på musicals, komedier og melodramaer har Egypten stået for den største og mest kommercielle filmindustri i den arabiske verden. I 1950’erne og 1960’erne var den egyptiske filmindustri verdens tredjestørste, og mere end 2.500 egyptiske film er produceret gennem årene, næsten ti gange så mange som i noget andet arabisktalende land. Ikke sært at Kairo fik tilnavnet Hollywood på Nilen. Siden sidst i 1980'erne er produktionen dog faldet drastisk, og som det er tilfældet i mange andre arabiske lande har indførslen af satellit-tv ikke gjort situationen bedre.
Levanten (Syrien, Libanon, Israel, Palæstina og Jordan)
Billede fra filmen
'A Perfect Day' |
Syriens filmkultur har overvejende defineret sig i modsætning til den dominerende egyptiske film og dens hang til eskapisme. Syrisk film har – præcis som den algeriske film – været mere politisk orienteret, gerne med fokus på palæstinensernes vilkår. Libanons filmarkiver blev mere eller mindre destrueret, da israelerne invaderede landet i 1982. Gennem årtier var det den egyptiske drømmefabrik, som svingede taktstokken i libanesisk film, men efter borgerkrigens begyndelse i 1975 satte den nationale egenart sig langsomt igennem i filmkunsten. Den palæstinensiske film er primært tegnet af eksilerede instruktører, mens Jordans filmproduktion er diminutiv. Israelsk filmhistorie afspejler nationens egen historie: I den tidlige periode drejede det sig overvejende om nationalistiske og zionistiske film, mens vore dages israelske filmkunstnere – især 1990’erne var en blomstringstid - overvejende står i opposition til landets politiske establishment.
Iran og Irak
De iranske filminstruktørers hang til systemkritik var allerede fuldt udfoldet før den islamiske revolution i 1979, men det var først midtvejs i 1980’erne, at den store omverden for alvor blev opmærksom på kvaliteterne af landets filmproduktion – med Abbas Kiarostami og Mohsen Makhmalbaf som de store fyrtårne. I løbet af 1990'erne hjembragte iranske film mere end 300 internationale filmpriser, overvejende til film, der omgik præstestyrets censorer. Den irakiske filmkultur har ikke haft gode vilkår under Saddam Hussein, og før Amer Alwans ”Zaman, the Man From the Reeds” (2003) var der ikke indspillet en irakisk spillefilm i mere end 15 år.
Tyrkiet
Allerede et år efter Lumière-brødrene opfandt mediet fandt den første filmvisning sted i Istanbul, men landets gyldne år indtraf alligevel først i perioden 1965-75, hvor ikke mindst Yilmaz Güney excellerede. De senere år har tyrkisk film oplevet en mindre renæssance, kunstnerisk som kommercielt. Enkelte af de mere slagkraftige film er endda blevet sat op i danske biografer med herboende tyrkere som den primære målgruppe.
Tendenser i filmproduktionen
Der er to tendenser, som går igen i det meste af regionen - og som begge vil være afspejlet i filmprogrammet til Images of the Middle East:
For det første indgår stadigt flere arabiske instruktører i internationale co-produktioner, ikke sjældent med de tidligere kolonimagter - i særdeleshed Frankrig - hvor mange instruktører også har valgt at bosætte sig. Konsekvensen af den vestlige medvirken i produktionerne er et filmsprog, som trækkes i en mere vestlig retning, hvilket indebærer en risiko for tab autenticitet. Det er disse 'arabiske' film, man møder på de store internationale filmfestivaler.
For det andet er der de mere kommercielt anlagte film, som nok kan få et stort hjemmepublikum i tale, men som udelukkende krydser grænser i den arabiske verden. I Europa betragtes disse film som lav- og popkultur, og de kommer som regel kun i cirkulation i de herboende diasporaers lukkede kredsløb.
|
|
|