KROPPENS (U)MULIGHED
Det vil være forkert at sige at kroppen er i centrum af Mellemøstens kulturforståelse. Tværtom, dansen figurerer først og fremmest i kraft af danseformer, som har konkret udgangspunkt i det religiøse eller det folkelige – og de traditionelle danseformer har overlevet udelukkende ved at blive betragtet som “outsider” udtryk.
En af de traditionelle former er sufidans, oprindeligt led i et religiøst ritual som opstod hos de gamle sufibroderskaber i det 12. århundrede med mesteren, digteren Rumi der pludselig fandt på at danse af glæde og drejede rundt og rundt foran en måbende menneskemasse.
Al-Kindi Ensemble/Sheikh Hamza Chakour and The Whirling Dervishes of Damaskus henter ritualet ud af sin religiøse kontekst og omsætter det til scenekunst. Med deres transcendentale dervish dans er relationen til det religiøse ritual bevaret og referencen til den mystiske del af Islam dybt forankret, ligesom sangeren Chakour er estimeret koranlæser (muqri) og korleder. Men bønnen er her blevet til et element i det religiøse ritual, der har fået et nyt publikum.
En anden stærk tradition hvor samfundet har interveneret og perverteret og æstetiseret, er “mavedansen” – eller arabisk dans eller raqs sharki. En særdeles udbredt danseform i Mellemøsten og Nordafrika - der i århundreder betragtedes som hellig og siden fik en mere folkelig form og fandt sin vej til kabaretscenen. Men med dansere som tunesiske Leila Haddad, træder den op på de skrå brædder og har fundet en ny form som scenekunst.
Som mange kunstnere i den “postmoderne” tid, er konfrontation med fortiden et nødvendigt opgør og inspiration. Danseren Ziya Azazi bygger bro mellem sufi og den ny dans. Med bevarelsen af det religiøse indhold og en kobling til det moderne udtryk skaber Azazi en personlig fortolkning, som trækker på traditionen og udvikler den. Med andre ord koreograferer den – ikke løsrevet fra sit traditionelle udgangspunkt men konventionsløst. Her er dansen blevet til en hybrid kunstform, der afspejler traditionen som progressiv.
En del dansere og koreografer fra Mellemøsten har uddannet sig i Vesten og forholder sig til danseformer der er i stærk kontrast til de former der præger regionen. Tydeligt for dansere, der er bosat i Vesten eller pendler frem og tilbage – er en formmæssig indoptagelse af moderne teknikker og antiteknikker kombineret med et stærkt fokus på identitet og dansen som krop og kropsundersøgelse.
Tunesiske Imen Smaoui og israelske Yasmeen Godder er eksempler på disse pendlere og et udtryk for den globalisering af dansen som i stigende grad udvisker grænserne for nationale kendetegn. Sammen med tunesiske Selma og Sofiane Ouissi repræsenterer Godder yderligere en interessant tendens: Politiseringen af dansen og et presserende behov for at bruge kroppen som politisk talerør og kommentator.
Med danseprogrammet under Images of the Middle East giver vi et indblik i dansen og dens mangfoldighed.
Læs mere...
Download eller print:
KITs 20-siders program over festivalens musik, dans og teater i pdf-format:
| 
Scenekunstprogrammet under Images of the Middle East er arrangeret af:
KØBENHAVNS INTERNATIONALE TEATER
Vestergade 17, 3.
1456 København K
Tel. +45 3315 1564
info@kit.dk
For yderligere information om scenekunst- og musikprogram se www.kit.dk eller kontakt Københavns Internationale Teater.
Billetsalg
Billetsalg til alle scenekunst og musikarrangementer i København åbner 12. juni kl. 10.00 på
www.scenebillet.dk
Billetsalg til øvrige arrangementer se www.images.org eller kontakt de lokale arrangører.
 |