| |
| |
Al-Jazeera - Nye toner på arabisk tv
|
|
| Den arabiske satellitkanal Al-Jazzera er kendt verden over for sin dækning af internationale konflikter. Den har siden sin etablering i 1996 været kontroversiel både i Vesten og Mellemøsten – ikke mindst fordi, den sætter spørgsmålstegn ved den eksisterende verdensorden og den arabiske verdens rolle heri. |
Af Ehab Galal
Den arabiske satellitkanal Al-Jazeera er blevet kendt verden over for sin dækning af internationale konflikter og er blevet beskyldt, fra forskellig side, for både at være anti-semitisk og pro-israelsk; pan-arabisk og pro-amerikansk, samt positivt indstillet over for fundamentalistiske muslimer. Den egentlige grund til kanalens kontroversielle placering i Vesten og i den arabiske verden må findes i en kombination af flere årsager. Ét er sikkert, Al-Jazeera er blevet udslagsgivende for diskussionerne om frie medier i den arabiske verden.
Redaktionel frihed
Da Al-Jazeera blev etableret i 1996 i Qatar, adskilte den sig fra andre arabiske satellit-kanaler ved at være redaktionel uafhængig. Derfor blev Al-Jazeera indledningen til en ny fase præget af arabiske tv-kanaler, der på forskellig vis udfordrer konventionerne for, hvad arabisk tv kan vise og sige. På trods af at Al-Jazeera blev etableret på initiativ af og med økonomisk støtte fra amiren af Qatar, var kanalens indslag og programmer præget af deres nyhedsværdi end af regimets accept. Kanalen blev hurtigt en af de mest sete arabiske satellitkanaler med anslået 35 millioner seere i 2002.
Kanalens popularitet skyldes ikke mindst dens høje grad af fri og kritisk pressedækning. I vesten er Al-Jazeera kendt for at befinde sig i verdens brændpunkter, hvor den kan sende billeder fra konflikter, som seerne i vesten før kun har set dækket af vestlige medier. Denne evne til at placere sig som en global kanal, skyldes ikke mindst, at kanalen har korrespondenter over hele verden. På den måde ligner Al-Jazeera BBC World, og ligesom BBC World sender den døgnet rundt. I sammenligning fokuserer Al-Jazeera mere på temaer og konflikter, der berører den arabiske verden, ligesom Al-Jazeera sender flere debatprogrammer. De direkte debatprogrammer er ikke mindst dét, der har gjort kanalen populær blandt de arabiske seere. Her tages religiøse, politiske og kulturelle emner op til debat, som ellers har været tabuiseret eller direkte censureret, og der gøres en pointe ud af at præsentere forskellige holdninger til et emne. Samtidig kan man se journalister, der i interviews med politiske magthavere tør sætte kritisk spørgsmålstegn ved deres politiske virke og legitimitet.
Denne kritiske journalistik har ikke gjort Al-Jazeera populær blandt de omkringliggende konservative arabiske lande, der både har beskyldt kanalen for at være pro-israelsk og pro-amerikansk. På den anden side har især USA beskyldt kanalen for at støtte islamistiske terrorister, bl.a. fordi den har vist optagelser med Bin Laden, og for at have givet plads til religiøse irakiske modstandere af USA’s tilstedeværelse i Irak. Kanalens generelle kritik af USA’s rolle i Mellemøsten sker samtidig med, at Qatar er vært for den største amerikanske militærbase i Mellemøsten. Når Al-Jazeera er kontroversiel er det derfor ikke mindst fordi, den sætter spørgsmålstegn ved den eksisterende verdensorden og den arabiske verdens rolle heri.
Andre tabuer brydes
Det er dog ikke kun Al-Jazeera, som har været med til at ændre mediebilledet i den arabiske verden. Og det er ikke kun politiske tabuer, der brydes af nye satellit-kanaler. I 1996 lanceredes således to nye private satellit-kanaler i Libanon, Future TV og LBC, som fortrinsvis skilte sig ud ved at sende nye typer af underholdning. Det var programmer med uhøjtidelige, unge og attraktive studieværter, og popmusik med letpåklædte popstjerner. Internationale programkoncepter a’la Popstars har også vundet indpas. Kanalerne har på den måde ikke mindst udfordret konservative traditioner inden for kønsrelationer og seksualitet; en udvikling som kommercialiseringen af medierne har været med til at promovere.
Med udviklingen af mere pluralistisk arabisk tv er de arabiske stater blevet nødt til at tilpasse sig. De har bl.a. gennem etableringen af såkaldte frie mediebyer, i form af statsetablerede produktionscentre med alle moderne tekniske faciliteter, åbnet op for private tv-kanaler og dermed brudt med mange års statsmonopol. Ved at tilbyde de private kanaler plads i mediebyerne opretholder staterne samtidig et minimum af kontrol bl.a. gennem en opretholdt statscensur, der forbyder programmer, der overskrider religiøse, politiske og moralske normer specifikke for de enkelte lande.
Kampen om det transnationale publikum
Netop fordi staterne til stadighed har stærke interesser i at kontrollere medierne inden for landets grænser, er satellit-tv central for diskussionen af politiske forandringer i den arabiske verden. Hvor al-Jazeera, og senere andre arabiske satellit-kanaler, er blevet set som spydspidser for en kritisk journalistik, relativ fri for politiske interesser, viser de allernyeste tiltag inden for satellit-tv, at også transnationalt tv er redskaber for politiske interesser med forsøg på at påvirke den offentlige mening. Særligt efter 11. september 2001 har forskellige lande proklameret, at de vil lave tv på andre hovedsprog. De arabiske lande ønsker at formidle deres billeder af den arabiske og islamiske verden, samt Palæstina-konflikten. Fx sender Egypten, Syrien, Iran og kanalen al-Manar, som er ejet af Hizballah, satellit-programmer på hebraisk, engelsk og fransk. Kanalen Saudi 2 sender udelukkende på engelsk, mens andre nøjes med at sende enkelte udsendelser på enten engelsk eller fransk. Al-Jazeera er på vej med en engelsksproget nyhedskanal. De ikke- arabiske lande ønsker at påvirke den modsatte vej. Israel sender satellit-kanalen Ch3 på arabisk. USA planlagde efter 11. september en arabisk satellit-kanal, som nu er lanceret under navnet Al-Hurra (Den Frie), ligesom de har radiokanaler målrettet de forskellige arabiske lande. BBC World er på vej med en satellit-kanal på arabisk.
Al-Jazeera kan ses som indledningen til en proces, hvor seerne i den arabiske verden på alle måder har fået adgang til tv med mange forskellige holdninger, politisk, religiøst og kulturelt. Forudsætningen har samtidig været den teknologiske udvikling og den globale politiske situation, hvor mange forskellige aktører i stigende grad har haft interesse i at påvirke den offentlige mening i den arabiske verden, for slet ikke at tale om de mange kommercielle interesser.
|
|
|