| |
| |
Pressemeddelelse 4. september 2006
|
Images of the Middle East en stor succes i Århus
Images of the Middle East blev i Århus afviklet i perioden fra 18. til 27. august. Og festivalen blev en stor succes. Som de lokale arrangører, Kulturhus Århus, siger: ”Images of the Middle East blev en positiv oplevelse. Og ikke kun kulturelt. Med den lokale undertitel ’Mellemøsten i din by’ bidrog festivalen aktivt til at bygge bro mellem Århus Vest - hvor der er en høj koncentration af indbyggere med tilknytning til Mellemøsten - og de øvrige bydele”.
Udgangspunktet for Images of the Middle East i Århus var netop at bygge bro mellem bydelene og styrke dialogen på tværs af kulturforskellene i byen. Den opgave er naturligvis ikke løst med en 10-dages kulturfestival, men Images of the Middle East i Århus viste, at det er muligt at bringe befolkningsgrupper sammen, når samlingspunktet er en fælles oplevelse.
MellemØst Expressen i pendulfart mellem Århus V og C
MellemØst Expressen var et festivalens mere kuriøse indslag. En af Århus Sporvejes bybusser blev udsmykket både ud- og indvendig, så passagererne følte sig hensat til ”en lokal rejse i det globale”. Bussen blev indsat som en bevægelig bro mellem bydelene og bevægede sig i pendulfart mellem Århus V og Århus C under festivalen. Undervejs kunne passagererne blandt andet opleve mavedans, rap eller lyrikoplæsning og få uddelt smagsprøver på mellemøstlige delikatesser, kager og slik.
”Ideen om et rullende oplevelsesrum fik en varm modtagelse af århusianerne. Den første skepsis og overraskelse over oplevelsen af en fremmedartet bybus blev hurtigt afløst af brede smil blandt de flere tusinde passagerer, som nåede at køre en tur. MellemØst Expressen var sandsynligvis det enkeltarrangement under festivalen, hvor de fleste kulturmøder fandt sted”, siger Kulturhus Århus.
Store øjeblikke med Rim Banna i Bazar Vest og Globus1
Festivalen bød på mange store og følelsesladede øjeblikke. Et af dem var, da Rim Banna optrådte i Bazar Vest onsdag den 23. august foran 500 tilskuere. Få dage senere gentog hun succesen med en ikke mindre gribende optræden i Globus1 - et nyt tværkulturelt aktivitetscenter og mødested i Århus Vest. Flere hundrede tilskuere mødte også her frem og udtrykte glæde og taknemlighed over, at store kunstnere optrådte i lokalområdet.
Rim Bannas koncert var en del af Stemmer fra Mellemøsten – en litteratursalon over fire dage - hvor herboende og udenlandske forfattere og digtere læste op af deres værker og efterfølgende gik i dialog med tilhørerne i Globus1. Ikke mindst Miral al-Tahawy, der talte om kvinders rolle i samfundet, formåede at skabe en livlig debat mellem podium og publikum.
Lokalbefolkningen var medejere af festivalen
Kulturhus Århus, der lokalt var arrangør på vegne af Århus Kommune, inddrog sammen med den lokale styregruppe bevidst århusianere med mellemøstlig baggrund i arbejdet med festivalen. Både som konsulenter i forhold til programlægningen og afviklingen, men også som udøvende kunstnere og skribenter i en 20-siders festivalavis, der udkom på åbningsdagen. Udover at bidrage med værdifuld viden var deres deltagelse med til at skabe et medejerskab for festivalen blandt borgere med tilknytning til Mellemøsten. Ifølge flere af de medvirkende med mellemøstlig baggrund var dét en meget positiv oplevelse. Flere borgere i Vestbyen var både glade for og stolte over at se deres ”egen” kultur på plakaten og af at opleve interessen fra det danske publikum. ”Interessen betød blandt andet, at flere århusianere besøgte Bazar Vest for første gang for at høre musik, og at de på den måde fik et mere nuanceret billede af Gellerup end det noget fastlåste indtryk, der som oftest gengives i medierne”.
Yderligere information om festivalen i Århus
For yderligere information om Images of the Middle East i Århus kontakt Pia Buchardt, kunstnerisk leder i Kulturhus Århus, tlf. 89402392.
|
|