| |
| |
Pressemeddelelse 10. august
|
OM KUN 2 DAGE ÅBNER
ÅRETS KULTURBEGIVENHED
Én festival, seks uger og mere end 400 kunstnere og intellektuelle fra hele Mellemøsten og Nordafrika. Dét er:
IMAGES OF THE MIDDLE EAST
Fra 12. august til 20. september 2006 præsenterer forfattere, musikere, dansere, skuespillere, fotografer, billedkunstnere og intellektuelle fra hele den mellemøstlige region deres moderne kulturer på den landsdækkende festival om identitet under forandring. Se det fulde festivalprogram på www.images.org. Se selv samme hjemmeside for yderligere information om åbningsarrangementet.
BILLEDER I BYRUMMET
Allerede inden åbningen forvandles Københavns gader til et galleri. Husfacader i byen vil nemlig blive dækket af mellemøstlig fotokunst på mega-prints. Fotografernes nyskabende billedsprog vil portrættere en identitet under forandring og udfordre stereotype opfattelser af både Danmark og Mellemøsten. Mega-prints placeres på følgende syv bygninger:
En af festivalens hovedarrangører - Center for Kultur og Udvikling, Nytorv 17, er allerede iklædt den palæstinensiske fotokunstner Larissa Sansours billede At Home Chilling: Beach 2005. Larissa Sansour iscenesætter sig selv som solbader iført palæstinensertørklæde på Bellevue Strand.
På Charlottenborg Udstillingsbygning, Nyhavn 2, opsættes kunstnerparret Farhad Moshiri og Shirin Aliabadis værk Miss Hybrid, der viser den unge iranske kvinde, som skaber sig en ny identitet i mødet mellem øst og vest.
På Torvegade 64 vil iranske Shadi Ghadirians billede Qajar blive opsat. I sine humoristiske portrættering af kvinder fra en svunden tid kommenterer Shadi Ghadirian på kvindens rolle i Iran.
Udenrigsministeriet, Asiatisk Plads 2 prydes af Lalla Essaydis Converging Territories. Marokkanske Lalla Essaydi bryder stereotyper og viser kompleksiteten i den kvindelige arabiske identitet, der er spændt ud mellem tradition og fornyelse.
Kunstforeningen Gl. Strand, Gammel Strand 48 bærer Lara Baladis Girls, don't think marriage is fun! Libanesiske Lara Baladi blander fragtmenter fra hverdagen, mytologier og aktuelle temaer i grænselandet mellem arabisk og vestlig kultur.
Vega, Enghavevej 40 danner baggrund for Tarek Al-Ghousseins Self-Portrait.
Palæstinensiske Tarek Al-Ghoussein går bag om vestlige mediers mytedannelser om arabere og den islamiske verden.
Rådhuset er iklædt Peyman Hooshmandzadehs billede Poria. Den iranske fotojournalist Peyman Hooshmandzadeh fanger ubemærket en personlig udveksling i iranernes hverdag.
Samtlige megaprints vil være sat op fredag den 11. august.
Peyman Hooshmandzadeh, Shadi Ghadirian, Lara Baladi, Farhad Moshiri og Shirin Aliabadi vil alle gæste åbningen på Amager Strandpark lørdag d. 12 august.
Kunstnerne vil her være tilgængelige for pressen.
Denne pressemeddelelse er udsendt af Center for Kultur og Udvikling, Nytorv 17, 1450 København K af presseansvarlig for festivalen Ivan Rod, ir@dccd.dk, tlf. 2360 4681.
Festivalens arrangører
Images of the Middle East bliver til i et samarbejde mellem Center for Kultur og Udvikling (CKU) og en række kulturinstitutioner, foreninger, uddannelsesinstitutioner, medier, kommuner og myndigheder i Danmark og Mellemøsten. CKU har dog det overordnede ansvar for festivalen, der på landsplan håndteres af en overordnet styringsgruppe med repræsentanter for festivalens samarbejdspartnere.
I samarbejdet omkring den kunstneriske del af programmet indgår bl.a. Københavns Internationale Teater, NatFilm Festivalen, Carsten Niebuhr Afdelingen under Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, Danske Pen, Diamanten, Det Nationale Fotomuseum, Charlottenborg Udstillingsbygning, Museet for Samtidskunst, Nikolaj Udstillingsbygning og Galleri Image.
I samarbejdet omkring medie-, undervisnings- og dialogprogrammet indgår bl.a. Statens Pædagogiske Forsøgscenter og International Media Support.
Men også byer og kommuner indgår i samarbejdet. Det gælder København, Helsingør, Helsingborg, Hillerød, Roskilde, Ringsted, Vordingborg, Odense, Århus og Skive.
Center for Kultur og Udvikling (CKU)
Center for Kultur og Udvikling (CKU) er en selvstændig institution under Udenrigsministeriet. Centeret har til formål at fremme det kulturelle samarbejde mellem Danmark og udviklingslandene og styrke den kulturelle dimension i udviklingssamarbejdet gennem støtte til kulturelle aktiviteter i udviklingslandene og præsentation af udviklingslandenes kultur i Danmark.
CKUs formand er forhenværende minister Grethe F. Rostbøll. Centerchef er Olaf Gerlach Hansen. Projektleder for Images of the Middle East er Michael Irving Jensen. Og presseansvarlig for Images of the Middle East Ivan Rod.
Om CKU se: www.dccd.dk. Om Images of the Middle East se: www.images.org
|
|