Images of the Middle East
 
 
              Presse -> Pressemeddelelser -> 8. august 2006


            
Pressemeddelelse 8. august 2006

OM KUN 4 DAGE ÅBNER


ÅRETS KULTURBEGIVENHED

Én festival, seks uger og mere end 400 kunstnere og intellektuelle fra hele Mellemøsten og Nordafrika. Dét er:


IMAGES OF THE MIDDLE EAST


Fra 12. August til 20. September 2006 præsenterer forfattere, musikere, dansere, skuespillere, fotografer, billedkunstnere og intellektuelle fra hele den mellemøstlige region deres moderne kulturer på den landsdækkende festival om identitet under forandring.

Se det fulde program på www.images.org. For yderligere oplysninger kontakt den presseansvarlige for IoME, Ivan Rod, ir@dccd.dk, tlf. 2360 4681.

OFFICIEL ÅBNING

Festivalens protektor, Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, åbner officielt Images of the Middle East den 12. august kl. 18.30. Ved den officielle åbning vil desuden præsidenten for UNESCOs Generalkonference. Dr. Musa Bin Jaafar Bin Hassan, og Udviklingsministeren, Ulla Tørnæs, tale. Herudover vil åbningsceremonien byde på sang, musik og dans.

Tilmelding er nødvendig. Kontakt den presseansvarlige for IoME, Ivan Rod, ir@dccd.dk, tlf. 2360 4681.

OFFENTLIG ÅBNING

Festivalen åbner for offentligheden den 12. august kl. 20.30 – 24.00 på promenaden ved Amager Strandpark med et pakket program bestående af mellemøstlige lydinstallationer, flydende mellemøstlige billedskærme og dj’s og musikere, der langs stranden vil give smagsprøver på nogle af festivalens hen ved 75 koncerter.

Tilmelding er IKKE nødvendig. For yderligere oplysninger om den offentlige åbning kontakt den presseansvarlige for IoME, Ivan Rod, ir@dccd.dk , tlf. 2360 4681 eller presseansvarlige for åbningsarrangementet, Annette Max Hansen, amh@kit.dk, tlf. 3315 1564.

ÅBNINGSKONFERENCE

Allerede dagen før den egentlige åbning, kan arrangørerne byde velkommen på konferencen, VIEWS FROM THE MIDDLE EAST, der præsenterer et kalejdoskop af mellemøstlige identiteter i performances og oplæg. Det sker på Nationalmuseet den 11. august fra kl. 9.00 til kl. 16:30. Mød blandt andre Salwa Bakr, Lina Khatib, Kinda Nassli og Farid Ramadan. Moderator på konferencen: Martin Breum, DR2.

Tilmelding er nødvendig og foretages via www.views.images.dk. For yderligere oplysninger om konferencen kontaktLene Kofoed Rasmussen, ln@dccd.dk, tlf. 3317 9710.

BILLEDER I BYRUMMET

I dag tirsdag påbegyndes opsætningen af en række mega-bannere i det Københavnske bybillede. Bannere, der skal henlede, byens borgere på IoME. Megabanner med foto af palæstinensiske Larissa Sansour præger allerede nu CKUs kontor på Nytorv 17. Andre megabannere kommer i de følgende dage op på Rådhuset, Udenrigsministeriet, Charlottenborg, Kunstforeningen Gl. Strand, Vega og Torvegade 64.

HIGH-LIGHTS DE FØRSTE DAGE

Allerede i løbet af de første dage vil publikum få mulighed for at stifte bekendtskab med nogle af festivalens højdepunkter. Fra programmet skal følgende fremhæves:

ÅBNINGSKONCERT MED CHEB MAMI i Vega den 12. august kl. 21.00. I Vesten har vi David Bowie og Bono. I Mellemøsten har de Cheb Mami. Den verdenskendte sanger og hans 12 mands orkester fra Algeriet åbner ballet i København med en blanding af traditionelle maghrebinske vokalfraseringer, 80’er-keyboards, groovy baslinier og tekster om kærlighed, fest, druk og tragedier, der har vakt begejstring over hele verden og placeret ham som en af den arabiske verdens absolutte superstjerner.

ÅBNINGSFORESTILLING MED ZIYA AZAZI ”DERVISH” på Dansescenen den 13. og 14. august kl. 19.30 og 15. august kl. 21.00. Den tyrkiske danser Ziya Azazis soloforestilling, der med hypnotisk kraft og forførende æstetik fusionerer traditionel sufi med moderne koreografi i et ekspressivt, næsten akrobatisk kropssprog. Azazis forbilledlige sans for det spektakulære og visuelt dragende har forvandlet et spirituelt ritual til fremragende scenekunst.



Denne pressemeddelelse er udsendt af Center for Kultur og Udvikling, Nytorv 17, 1450 København K af presseansvarlig for festivalen Ivan Rod, ir@dccd.dk, tlf. 2360 4681.

Festivalens arrangører

Images of the Middle East bliver til i et samarbejde mellem Center for Kultur og Udvikling (CKU) og en række kulturinstitutioner, foreninger, uddannelsesinstitutioner, medier, kommuner og myndigheder i Danmark og Mellemøsten. CKU har dog det overordnede ansvar for festivalen, der på landsplan håndteres af en overordnet styringsgruppe med repræsentanter for festivalens samarbejdspartnere.

I samarbejdet omkring den kunstneriske del af programmet indgår bl.a. Københavns Internationale Teater, NatFilm Festivalen, Carsten Niebuhr Afdelingen under Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, Danske Pen, Diamanten, Det Nationale Fotomuseum, Charlottenborg Udstillingsbygning, Museet for Samtidskunst, Nikolaj Udstillingsbygning og Galleri Image.

I samarbejdet omkring medie-, undervisnings- og dialogprogrammet indgår bl.a. Statens Pædagogiske Forsøgscenter og International Media Support.

Men også byer og kommuner indgår i samarbejdet. Det gælder København, Helsingør, Helsingborg, Hillerød, Roskilde, Ringsted, Vordingborg, Odense, Århus og Skive.

Center for Kultur og Udvikling (CKU)

Center for Kultur og Udvikling (CKU) er en selvstændig institution under Udenrigsministeriet. Centeret har til formål at fremme det kulturelle samarbejde mellem Danmark og udviklingslandene og styrke den kulturelle dimension i udviklingssamarbejdet gennem støtte til kulturelle aktiviteter i udviklingslandene og præsentation af udviklingslandenes kultur i Danmark.

CKUs formand er forhenværende minister Grethe F. Rostbøll.


Om CKU se: www.dccd.dk. Om Images of the Middle East se: www.images.org



  

Sitemap  /  Index  
Nyhedsbrev
 

Arrangeres af CKU
Nytorv 17
DK-1450 København K
tel. 33 17 97 00
email: Images

IOME Festivalkalender: