Images of the Middle East
 
 
              Nyheder -> Ugenyhedsbreve -> Ugenyhedsbrev 6


            
Images ugenyhedsbrev 6

NYHEDSBREV FRA CKU, uge 37
Fredag den 15. september 2006

Onsdag den 20. september slutter Images of the Middle East officielt. Men reelt fortsætter festivalen med flere programpunkter. Det gælder en række udstillinger...


UDSTILLINGER, der fortsætter uger endnu

ARABISKE BLIKKE fortsætter på Kunstforeningen Gl. Strand (Kbh.) frem til 15. oktober
TAKING PLACE fortsætter på Charlottenborg Udstillingsbygning (Kbh.) frem til 15. oktober
CODING:DECODING fortsætter på Kunsthallen Nikolaj (Kbh.) frem til 29. oktober
CODING:DECODING fortsætter på Museet for Samtidskunst (Roskilde) frem til 17. december
UNDER THE SAME SKY fortsætter på Den Sorte Diamant (Kbh.) frem til 6. januar 2007
COASTLINE fortsætter på Galleri Image (Århus) frem til 1. oktober

Også en række dialog-, undervisnings- og medieprogrammer fortsætter uger og måneder endnu. Læs om disse i næste uges nyhedsbrev.


FESTIVALENS AFSLUTNINGSKONFERENCE

Tid og sted: 20. september kl. 14 - 18, Borups Højskole, Frederiksholms Kanal 24, Kbh.
Tilmelding: www.afslutning.images.dk.Ved tilmelding modtager du en bekræftende e-mail. Deltagelse er gratis.

Den 20. september afholder arrangørerne bag Images of the Middle East en afsluttende konference. Konferencen henvender sig først og fremmest til partnere, kritikere, kunstnere og andre som måtte have aktier eller særlig interesse i festivalen, men er også åben for offentligheden. Hensigten med konferencen er - med journalist Martin Breum fra DR2 som konferenceleder – at samle op på nogle af festivalens overordnede problemstillinger. i tre separate sessioner: 1) Nye billeder af Mellemøsten i medierne? 2) Festivalens aftryk. Og 3) En kulturel safari. (Dele af konferencen er på dansk, dele af den er på engelsk).

Detaljeret program følger mandag i ekstraordinært nyhedsbrev.


KULTURPRODUKTION I KONFLIKTENS SKYGGE

Tid og sted: 17. september kl. 13 – 17, Charlottenborg Udstillingsbygning, Kgs. Nytorv, Kbh.
Tilmelding er ikke nødvendig. Deltagelse er gratis. (Arrangørerne vil servere kaffe og kage).

Festivalen, Images of the Middle East, har præsenteret en lang række eksempler fra den mellemøstlige regions rige kulturliv. Regionen er imidlertid også mærket af konflikt, af krige før og nu, af besættelser og af flygtningestrømme. Dette arrangement, som er en af festivalens sidste, handler om det kulturliv, der udspiller sig i konfliktens skygge - i Libanon, Irak, Palæstina, Israel og Algeriet. Kunstnere fra Mellemøstens krigsplagede regioner vil præsentere deres kunst og sætte fokus på forholdet mellem kunst og konflikt. Der vil blive oplæsning, sang, musik, og videopræsentation. Dagen afsluttes med en paneldiskussion der vil behandle spørgsmålene:

- Hvilke følger har konflikter som krig, besættelser og flugt på kunsten og kunstnerne?
- Hvilken rolle spiller kunsten under konflikter?
- Hvordan afspejles krig og konflikt i bestemte kunstværker?
- Hvilke vilkår er der for kulturlivet i de berørte samfund?

Benyt besøget til at se den aktuelle udstilling i Charlottenborg Udstillingsbygning “Taking Place…”, som gennem video, foto, malerier og installationer viser udtryk, der ikke passer ind i den gængse opfattelse af Mellemøsten. Udstillingen søger at afdække, hvordan udfoldelsen af hverdagslivets gøremål inden for fysiske rammer er med til at definere steders identitet.

Program

13.00 Velkomst
13.15-13.45 At skrive for livet og modstanden Oplæsning og kommentar
Wasini Al-Araj er en fremtrædende forfatter og redaktør af antologien Paroles d´Algériens – algeriernes ord – om litteraturen og modstanden i det 20. århundredes Algeriet. Han vil læse højt af sine værker og give et tilbageblik på Algeriets kulturliv i et konfliktfyldt århundrede.
13.45-14.15 Alternative narrativer Digital kunst og kommentar
Galit Eilat, Israelsk kurator og redaktør, ser det som kunstnerens opgave at skabe alternative narrativer eller fortællinger, der kan udfordre de kanoniserede fortællinger. Hun præsenterer en række nye kunstnere for hvem kunsten ikke blot er et spejl af samfundet, men også udfordrer den politiske og sociale orden.
14.15-14.30 Når konflikten definerer hverdagslivet Introduktion
Kurator og udstillingsinspektør Charlotte Bagger Brandt introducerer udstillingen “Taking Place…”
14.30-15.00 Pause – samt mulighed for at besøge udstillingen
15.00-15.30 Irakiske konflikter udtrykt i sange og digte
Irakiske konflikter og krige oplevet indefra og fra eksil er gengivet i digteren Duna Ghalis digte og i sangeren Fanar Ghali og komponisten Talib Ghalis sange og musik.
15.30-16.00 Libanesisk kulturliv under belejring Video
Kurator og visuel kunstner Khaled Ramadan introducerer videoen ”We will winn” by Mahmoud Hojeij.
16.00-17.00 I konfliktens skygge paneldiskussion
I panelet: Alia Ayyan, kritiker og tidligere redaktør på Bidun (tbc), Abdel Karim Qasid, digter, Khaled Ramadan, visuel kunstner, Michael Irving Jensen, projektleder Images of the Middle East.


DE SIDSTE LITTERATUR-ARRANGEMENTER

Tid og sted: 18. september kl. 19 i Chester’s Bogcafé, Kbh. og 19. september kl. 19 i Heninzes Bogcafé, Roskilde. Mød den anerkendte israelske roman- og novelleforfatterinde Savyon Liebrecht. Gratis adgang.

Tid og sted: 20. september kl. 20 i LiteraturHaus, Møllegade 7, Kbh. og 21. september kl. 19:30 i Musikbiblioteket, Odense. Litteraturprogrammet afsluttes med en litterær koncert. Digerne Duna Ghali og Naja Marie Aidt akkompagneres af Fanar Ghali og hans orkester. (Entré kr. 60).

SAVYON LIEBRECHT (Israel) blev født i München i 1948. Hendes forældre overlevede Holocaust og udvandrede til Israel. Liebrecht studerede filosofi og litteratur ved Tel Avivs universitet og begyndte at udgive noveller, hvoraf den første samling Æbler fra Ørkenen udkom i 1986, fulgt af Heste på hovedvejen, 1988, Det er alt sammen kinesisk for mig. Sagde han til hende, 1992, En kærlighedshistorie kræver en afslutning, 1995, En mand, en kvinde og en mand, 1996, Postordre­kvinder, 2000, samt novellesamlingen Et godt sted til natten, 2002. Hun skriver tillige TV manuskripter og skuespil. Nogle af hendes bedste fortællinger har som tema Holocaust beskuet fra den næste generations perspektiv. Hun beskriver følsomt og præcist et traumes eftervirkninger, hvad enten det gælder traumer hos holocaust overlevende eller hos folk i al almindelighed." (Citat: Ørkenrosen. Og andre noveller fra Mellemøsten. Museum Tusculanums Forlag, 2003)

FANAR GHALI ENSAMBLE (Irak), NAJA MARIE AIDT (Danmark) & DUNA GHALI (Irak). Sangeren Fanar Ghali har i anledning af Images Festivalen og Dansk PENs litteraturprogram samlet et ensemble bestående af to digtere, samt 8 udvalgte musikere fra såvel den klassiske som den rytmiske scene. Repertoiret rummer sange komponeret i perioden fra 1920 og frem til vor tid, fra en lang række lande såsom Irak, Syrien, Libanon, Egypten, Armenien og Tunesien. Værkerne præsenteres i en nutidig fortolkning med en fusion af traditionel mellemøstlig lyd og moderne vestlig musik. Undervejs vil digterne og forfatterne Duna Ghali og Naja Marie Aidt bidrage med arabisk lyrik og poesi skrevet specielt til lejligheden.



  

Sitemap  /  Index  
Nyhedsbrev
 

Arrangeres af CKU
Nytorv 17
DK-1450 København K
tel. 33 17 97 00
email: Images

IOME Festivalkalender: